Jeg har lige fået en SMS fra min teenage søn. Hans mor havde skrevet en lang besked hvor jeg spurgte ind til noget vi skulle snakke om og noget andet forresten-agtig info. Han svarede ’ok’… OK TIL HVAD? Jeg trak vejret og lod det ligge. Men scroller jeg tilbage i tråden kan jeg se at han generelt har svaret ’ok’ og ’ring lige’ på mine beskeder. Tak søde skat. Til sammenligning får jeg mange laaaaange, uopfordrede kærlige emoji-fyldte SMS’er og videoklip fra min 10-årige datter hvor hun fortæller om stort og småt og nogle gange helt uden indhold.

Jeg har vist skrevet at min teenager er en overraskende sød én (vist nok modsat hans mor). Så når han engang imellem får sådan en alders bestemt hjerneblødning, får han faktisk lov til det – forstået sådan at det er lettere at bære over med ham, fordi han har optjent en masse point inden. Han er bare sød. Som den storebror jeg i årevis forsøgte at få mine forældre til at adoptere til mig. Da det aldrig lykkedes, fødte jeg ham bare selv. Mere om teenagere og drengebørn vs pigebørn en anden gang. Nu handler det om ordflow.

For det er sjovt nok sådan, at når jeg ser på min SMS-tråd med Mic (manden min), ser det ud på samme måde. Han er tit svær at fange på tlf, så jeg tekster ham en del; info beskeder (som han svarer på med et ’ok’), søde anerkendende beskeder (som han svarer med en smiley) og så svarer han… SLET ikke, når jeg skændes ensomt og en-vejs med ham på SMS (smart). Ville en fremmed scrolle ned gennem vores besked-streng, ville jeg forekomme ret skitzofren!

Nu er jeg helt klar over at test materialet, n=4 (hvor af 2 er hankøn og 2 hunkøn) er forsvindende lille i forhold til hvad der er påkrævet for videnskabelig bevisførelse angående antal ord i en han vs. en hun. MEN jeg vil vædde med (jeg vædder ikke), at du godt kan genkende min ubeviste påstand: At kvinder bruger væsentligt flere ord end mænd (og skriver længere)

Det hænger ihvertfald fint sammen med noget af det Mic og jeg lærte engang vi var i parterapi. Det var det såkaldte imago terapi, som jeg skriver mere om en anden gang. Det er nemlig godt og hverken hokus pokus eller alt for navlepillende, og måske derfor tiltaler det også mange mænd. Anyway, det jeg tænker på lød noget i retning af at…

Når Mette taler, oplever Michael det som at stå i et vandfald og være ved at drukne, for lige så snart han åbner munden for at sige noget, får han mere vand ned over sig… Til gengæld oplever Mette at hun sidder i en ørken hvor der er helt helt tørt. Så tørt at lige så snart Michael siger et ord bliver det suget op før hun kan nå at opleve at det var der

Man behøver ikke at være hverken psykolog eller rocket scientist (det er faktisk nok bedst man IKKE er rocket scientist) for at forstå at ’vand’ symboliserer ’ord’ her. Og det er jo alligevel logisk, at for at Michael ikke skal drukne, og Mette ikke skal tørre ud – skal vi prøve at nærme os hinanden. Jeg skal give Michael plads til at tale. Og han skal… tale!

Hmm… Men når jeg ser på denne her lange post, og de forrige, så ved jeg jo godt at der er mange ord i mig. Så nu vil jeg afslutningsvis – til dig og allermest til mig selv, dele en lille figur jeg prøver at huske at bruge når jeg har skrevet noget… Værsågod! Hvis der er nogen der har noget tilsvarende for verbal kommunikation vil jeg meget gerne vide det? Tak…