Jeg er blevet head-over-heals forelsket… Så meget at jeg vågner med sug i maven næsten hver morgen for tiden. Det er den der killende hulhed der gør, at jeg ikke er særlig sulten og heller ikke er særlig god til at koncentrere mig i øjeblikket. Hele tiden må jeg tjekke min telefon for at se om der er nyt. Jeg er derfor blevet nød til at lægge min telefon væk fra hvor jeg befinder mig (men kun så langt at jeg stadig kan høre hvis den ringer…) Ligesom jeg prøver at holde mig selv travlt beskæftiget hele tiden, så jeg ikke skal gå og tænke for meget i nyforelskede tanker om fremtiden med genstanden for min forelskelse og stalke den på nettet…

Indtil for et par uger siden vidste jeg slet ikke at den fandtes, og det er kun en lidt over en uge siden at jeg skrev for at få dens opmærksomhed. Så nu ved den at jeg findes! Men jeg har stadig ikke hørt noget. Dvs. jeg ved ikke om min forelskelse og stormende interesse er gengældt, og jeg ved ikke hvordan det hele ender, altså om vi overhovedet har en fremtid sammen. Det kan gå begge veje, og jeg prøver på at lade være med at tænke i sandsynligheder – det er for deprimerende. Jeg prøver bare at nyde at være fjollet forelsket.. lidt endnu.. Og nyde at jeg stadig kan føle sådan!

Den jeg er forelsket i og som jeg både glæder mig til og frygter lidt at høre fra, er et lille firma med et nyt projektlederjob som jeg har søgt og i den grad har levet mig ind i at få – eller i det mindste komme til samtale på. Vi er som skabt for hinanden – synes jeg. Men som i alle andre kærlighedsrelationer, er vi jo to – og i nogle tilfælde flere – om at bestemme det. Så jeg venter. Og venter, og venter, og venter tålmodigt og også utålmodigt lidt endnu… mens sommerfuglene ræser rundt i min mave og min tro på en fremtid sammen for mig og projektlederjobbet hele tiden stiger og falder med både små og store udsving.

Det var nemmere da jeg gik og tænkte mig om og ikke var trådt ind i de jobsøgendes rækker, og derfor endnu ikke havde fundet det her perfect match… Men det er ikke mig at være passiv i længden, så jeg måtte jo tage næste skridt. Desuden popper alle ordsprogene op i tankebobler over mit hoved; ’hvo intet vover, intet vinder’ og ’at turde er at miste fodfæste for en tid, at ikke turde er at miste sig selv’ – tak imaginære ven, Søren K (Kierkegaard/red.). Og husk så at krydse fingre!

Min dejlige maginære arbejdsplads – uden mine savnede imaginære kollegaer