Jeg er lige blevet klippet. Ikke den sædvanlige studsning af langt skandinavisk lige-op-og-ned hår, men noget en lille smule nyt, der for mig til gengæld er KÆMPE stort og radikalt anderledes. Jeg har fået klippet etager og en slags pandehår! ’ Nå. Og…? ’ tænker du måske. Men det her, det er almost og næsten at sammenligne med hvis en person med Agorafobi – altså angst for åbne pladser eller at være i forsamlinger, på offentlige steder – stiller sig i mylderet på Rådhuspladsen midt i turistsæsonen. Det er gigantisk… Og hvis du vidste hvilke klippe-oplevelser jeg har haft i de grimme teenageår i 80’erne ville du forstå. Så her kommer hele historien.

Mabelhåret der var langt i nakken – jeg kunne tydeligvis heller ikke selv lide det!

Jeg voksede op i 70’erne med Mabel-hår (korte etager, på nær i nakken hvor det var langt). Først da jeg startede i skole måtte jeg få rigtig langt hår. Så det fik jeg, og det groede og groede og jeg havde rottehaler og fletninger og sløjfer og det hele var meget fint sammen med mit meget brune og orange tøj. Selv det brede tunge 70’er pandehår der gik uklædeligt fra øre til øre, lod jeg lidt senere vokse ned så også det blev langt.

Bedste look alike hårstil fra nettet… bortset fra at modellen ser glad ud!

Men så i 8. Klasse havde ALLE de andre piger pludselig fået klippet nogle smarte permanentede 80’er frisurer, så det skulle jeg selvflølgelig også have. Så ned med mig til frisøren i Stenløse Centret, med mine lange fletninger og min mor. Et par timer senere kom en bleg og rystet Madonna i en ung og meget bly version ud derfra – med sin mor. Jeg havde simpelthen næsten fået Mabel-frisuren igen, men nu i permanentet udgave. Pandehåret krøllede moderigtigt skråt ned over det ene øje og permanentkrøllerne i nakken endte i en spids lidt nede ad ryggen. Det var så ukønt, selv set med 80’er øjne, at jeg SLET ikke har nogle billeder af mig med den frisure!

Frisøren havde vist nok forklaret mig efter processen, hvordan jeg hver morgen skulle spray krøllerne med en forstøver og derefter kramme dem op med nogle 80’erprodukter (stud-stud-studioline går jeg ud fra!). Men jeg har nok bare siddet chokeret i stolen og set på mig selv, som hvis en læge havde givet en dødsdom. I hvert fald havde jeg ingen anelse om hvordan det der hår skulle håndteres. Så det jeg gjorde var at græde mig i søvn hver aften i en uge. Det hjalp i øvrigt ikke at min søde, moderlige matematiklærer Gurli, da hun så mig første gang efter klipningen, tydeligt chokeret og temmelig spontant spurgte ´kan det komme ud igen? . Men nej, som en matematiklærer nok burde vide, så er en klipning generelt desværre en ret irreversibel proces. Og denne her i særdelsehed!

Netop konfirmeret og med en frisk panik-page

Nåmn, da jeg havde grædt færdig, løste jeg hårkrisen med krølle-page og andre panikkede ting, indtil mit hår voksede sig lidt længere og helt langt igen. Jeg har sidenhen gjort forsøget på en ’frisure’ to gange før. Dog lidt mindre radikalt hver gang. Men jeg er blevet ked af beslutningen hver gang – og har ladet håret gro tilbage til laaaangt. Og så var der for resten en periode på ca 10 år fra jeg fik mit første barn (nu teen) til den tredje og sidste var toddler, hvor jeg fik hormon-krøller. Helt af mig selv! Smart! Man vil jo altid have det man IKKE har fra naturens side. Så jeg havde til dengang altid ønsket mig fine krøller – og da jeg til gengæld så havde haft dem i en god lang periode, ønskede jeg mig glat hår, og fik det. Ha! UDEN frisørhjælp selvfølgelig…

Anyway, i onsdags skulle jeg jo så ned og have studset mit lange hår hos Annette i S29 (eller facebook), som jeg har gået hos i mange år (min varmeste anbefaling både til Annette, Mette og Anja og Iben i den hyggelige salon hvor man også kan gå til yoga og godt bare kan have lyst til at hænge ud, fordi de er søde og der er så rart!). Nogle uger forinden mødte jeg Annette tilfældigt på en café, og havde der i en bisætning luftet for hende at jeg overvejede at få klippet lidt mere i mit hår. Så nu spurgte hun bare, efter at have forklaret lidt; ’skal vi springe ud i det’ – og den autoritetstro jeg sagde ’ja’, men med bankende hjerte, spæd stemme og varme håndflader. Jeg har altid stolet 100% på Annette og hendes dømmekraft – og hun var ekstra tandlæge-agtig tryghedsskabende sød i sin måde at forklare mig på hvor lidt hun jo tog af i første omgang og hvor nemt det ville være at få til at vokse ud igen. ’Hvis det var’. Inde i mit hoved var jeg overbevist om at ’det var’. Og at jeg som sædvanlig ville græde mig selv i søvn hver dag den kommende uge. Men lod hende alligevel klippe løs.

…og så dækker semi-pandehåret nogle af mine panderykker! win-win!

Og tænk. Resultatet blev godt! Jeg er glad for mine etager og mit semi-pandehår, glad for at jeg endelig gjorde det. Og allerbedst, jeg er stolt af mig selv og føler mig meget modig over at jeg turde. Den biting at jeg for få måneder siden sagde mit sikre, velbetalte job gennem knap 20 år op uden at have noget andet, føltes langt mindre modigt. Men heldigvis lige så godt. Den der intet vover, intet vinder og får ikke skudt bjørnen i et glashus i pølseenden.

Et sidste billede fra dengang jeg var sød og havde fletninger altid… og meget moderigtig anno 2017!