Med fare som at lyde som overskriften på en artikel i ’Vi Unge’ eller et andet teenage eller ungdoms blad, må jeg lige spørge: Kan man godt være venner med en af det modsatte køn? Altså ’bare venner’? …og netop IKKE som venner der er ’bare’, men som i ’kun’ venner? Og hvis jeg skal nørde endnu mere ud af den tangent, så er ’kun venner’ også rimelig fattigt, for venner er jo aldrig bare ’kun’ (eller kun ‘bare’) – venner er guld.

Jeg stopper lige mig selv og svarer; JA, selvfølgelig kan man det… og måske endda endnu lettere når man er 47 og ikke læmgere kun 17 eller 27 år, hvor hormonbalancen (eller ubalancen) er lidt anderledes fordelt hos begge køn – og hvor man (og jeg) møder mennesker som mennesker og ikke så meget som mand / kvinde / homo / The Cure-fan / Muslim / VVS’er / rødstrømpe / far-til-fire / fyn-bo…

Men hvor er de så? Alle mine hanvenner, altså mine mandlige venner? Jeg mangler dem!

Reunion med gamle (endnu unge) ingeniør venner, DET var sjovt…

Da jeg var i 20’erne havde jeg mange. Faktisk havde jeg en overgang nok flere drengevenner (ja, de var jo ikke blevet til mænd endnu) end pigevenner. I hvert fald i den tid jeg studerede på DTU og boede på ingeniørkollegium. Da jeg læste kemi, var kønsfordelingen rimelig 50:50. Men dem jeg omgikkes mest med var, foruden et par få tætte veninder, mine mandlige medstuderende.

På kollegiet var vi desuden kun 2-3 piger ‘per køkken’ med 12 studerende på hvert. Dvs. ialt kun 20-25% af de ca 400 beboere var kvinder, og det var helt naturligt at hænge ud med drengene. I den periode grinede jeg en hel masse og havde meget lidt fnidder i mit liv. Det skulle da lige være kærestefnidder. Og da jeg en overgang arbejdede på Jensens Bøfhus i min fritid, kunne jeg slet ikke finde ud af at friende med de andre piger (pånær en enkelt eller to) og alt det der meget uligefremme pige-spil.

Men så fandt jeg min mand og vi flyttede sammen, blev gift og fik børn (eller noget, måske lidt mindre ukompliceret), og selvom han aldrig har bedt mig om IKKE at hænge ud med mandlige venner, så er de langsomt forsvundet ud af mit liv… sikkert i takt med at de også har fundet nogle kærester som er blevet koner osv. De mandlige venner jeg ser mest i dag, er også min mands venner. Og jeg ser kun ganske få ’alene’, som mine helt egne venner – og slet ikke på samme måde som engang. Men det er ærgerligt!

Så det jeg i virkeligheden spørger om nu er; kan jeg og hvordan får jeg mandlige venner ind i mit liv igen, og er det (ikke rigtigt at det ER) acceptabelt i vores moderne samfund? Altså uden at det misforstås af omgivelserne inkl. ham der min mand…

Jeg savner især humoren, der, pånær med nogle få af mine veninder, bare er anderledes med mænd. Og direkteheden og løsningsorienteretheden. At det ikke er så feely-feely hele tiden.

Ikke for at negligere mine dejlige feely-feely møder med mine tætte veninder, for det værdsætter jeg SÅ meget – og de møder er helt, helt nødvendige! Men også meget intense, hvor mødet med mandevenner nogle gange er ’lettere’. Og så er det bare dejligt med alsidigheden! Ligesom jeg får meget forskelligt fra mine meget forskellige veninder, så er der bare nogle ting jeg plejede at få i samværet med mine mandlige venner – som jeg ikke får i samme grad nu.

Men hov! Her i skrivende stund går det op for mig, at det nok ikke er tilfældigt at det lige er dette emne jeg føler for at skrive om i dag. Jeg mærker det sikkert mere presserende lige nu, fordi jeg ikke går på arbejde og igennem dette har gode mandlige kolleger at ping-pong’e med. Som jeg indtil starten af i år trods alt altid har haft. Endnu en grund til at få fyret op under jobsøgningen igen, som jeg nemlig har prioriteret ned de sidste 14 dage. Nå. Så. Hurtigt op med blogindlæg og videre… Hanvenner og ønskejobs, kom on!

Friends… som alle kender – og som måske er et dårligt eksempel, fordi der netop indgår romantik ind i flere af de ellers platoniske venskaber…