En forskønnelsesting, som altid har stået på min bucketlist, uden at jeg har prioriteret at gøre så meget ved det, er at få ligeså lækre øjenvipper som en giraf.

Mine egne vipper er typisk nordiske lyse, tynde og ikke særlig tætte samt nogle tillægsord der også kan beskrive en pæn krop, men ikke er ønskværdige som beskrivelse af øjenvipper. Af den grund er jeg selvfølgelig altid faldet på halen over de der sorte, tætte, lange vipper som de smukke kvinder med anden etnisk baggrund tit er udstyret med fra naturens hånd. Men indtil jeg nåede 40 års krise-alderen har jeg ikke rigtig gjort andet ved mine end at farve dem med sort mascara (eller kobolt blå… for ikke at negligere 80’erne).

For et par år siden tog jeg for første gang skridtet videre og forsøgte mig med kunstige vipper. Ikke noget med de billige fra Matas – nej nej, jeg gik all the way og købte et tilbud hos en fancy klinik i KBH city. Her blev vipperne tålmodigt sat på med superglue i små duske, og efter et par uger kunne jeg komme ind og få en refill (dvs få nye vippeduske på der hvor nogle evt. ville være faldet af).

Resultatet var rocker flot og jeg led kun en lille smule for den kunstige skønhed de næste par dage. Nu var verden indrammet af vipper – altså jeg kunne HELE tiden se vipperne som en ramme rundt om mit syn. Og jeg kunne mærke dem på øjenlågene. Men det kom trods alt til at føles… lidt mindre unaturligt efter et par dage og alt var ok. I hvert fald lige indtil jeg tog til hot yoga.

Hot yoga i Senses på Vesterbro er en af min addictions. Det foregår i ca 37 grader og man sveder ret hurtigt ret meget – selv sådan en ’kold skid’ som mig, der ikke har blodomløb ude i ekstremiteter som arme og ben. Dvs. også den første (og eneste) gang den nye Mette4 med de lange, tykke, sorte, kunstige vipper tog til hot yoga, blev det en svedetur.

Og så skete der det, at som jeg stod i downward facing dog position og sveden løb, kunne jeg pludselig også både se og mærke små sorte øjenvippeduske glide i en lind strøm ned af mit ansigt og lande på min yogamåtte…

Resten af yogatimen følte jeg mig rimelig skæv i ansigtet af ulige vipper. Og dagen efter tog jeg forbi den fancy klinik og fik fjernet de rester der var tilbage af mine kunstige vipper – og sagde pænt nej tak til refill. Konklusionen er at kunstige vipper og hot yoga IKKE er kompatibelt, så det holder på ingen måder for mig.

Men så en dag i efteråret opdagede jeg nogle super lækre vipper på min veninde Mette5. Hun fortalte om det vippeforlængende serum, der hedder M2. Altså M2 til M4 og M5 – hvor M4 og M5 er mig og min veninde, og M2 eller rettere M2 Lashes eyelash activating serum er noget dyrt hokus pokus man kan smøre på kanten lige over øjenvipperne, der hvor man ellers kunne lægge en eyelinerstreg. Og så vupti… eller nok knap så hurtigt som vupti, men nærmere efter 6-8 ugers tålmodig venten og meget konsekvent behandling, skulle vipperne have vokset sig længere og tættere…

Processed with MOLDIV

Det vilde er at det slet ikke er hokus pokus! Det både virker og holder, man skal ikke lide og resultatet ser naturligt ud. Så selvom test antallet n=2 er fuldstændig ufuldstændigt som statistisk bevisførelse, er jeg overbevist.

Se bare mine billeder taget den søndag jeg startede og efter 6-8 uger (efter billedet set både uden og med mascara). Mit eneste vippeproblem nu er at de er blevet så lange at de nogle gange smitter mascara af oppe på mine øjenlåg! (bemærk i øvrigt at min øjenfarve virkelig ER grøn-grumset, ligesom alger og muddermasker, sådan som jeg beskriver i blog posten om ‘japansk lifting’ HER)

Sidste bonus argument er at makeup artisten også-Mette fra Liv (som ‘lavede mig’ da jeg gatecrashede modeverdenen – læs om det HER) fuldstændig uvidende sagde til mig: ’sikke dog nogle dejlig lange vipper du har’. What!? Det var nyt for mig. Og der troede jeg for alvor på, at det ikke bare var mig der placebo-agtigt så lange vipper på mig selv. Og da jeg betroede mig til hende om M2, gav hun mig som det mest naturlige, ret i at M2 virker. I øvrigt, som det eneste middel af alle de produkter der påstår at kunne gro ens vipper, tilføjede denne vippe erfarne Mette endda. Derfor hermed min varmeste ikke-sponserede, ærlige anbefaling til M2 (kan fås i Magasin HER samt f.eks. i Illum og Matas)