Jeg havde overskudsagtigt besluttet at bruge græsenke søndagen igår på at give mine børn den tur på Dyrehavsbakken som i hvert fald 2/3 af dem har plaget om længe (dvs. ikke teenageren). Men så mødte jeg heldigvis en meget god veninde på morgenluftehundeturen, som jeg indviede i, at jeg var på vej til at bide i det meget, meget sure æble og fortælle mine børn at de endelig skulle på Bakken.

Det havde jeg nemlig ubevidst forudseende ikke gjort endnu – og det viste sig at være et kæmpe held. For min veninde kender og deler mine problemer med Bakken, og sagde med stærk autoritet, at ’nej Mette, du skal da IKKE på Bakken i dag’. Så tydeligt at jeg godt selv forstod at det her, det var netop det høje gærde – og der er jo ingen grund til at springe over der hvor gærdet er højest!

Jeg bryder mig ikke om Bakken… eller om forlystelsesparker i det hele taget, særligt ikke de danske – eller steder hvor danskere reserverer pladser til sig selv med håndklæder, som Lalandia, scenen foran Langelandsfestival (seriously! der reserveres pladser med campingstole i stedet for håndklæder) og poolen på et charterferiehotel på Tenerife.

Det er det der med at stå i kø til ALT, og gå i kø og spise alt for dyre pommes frites.. i kø. Og i konstant larm fra alle dem der godt kan abstrahere fra køer og håndklæder og griner og har det super sjovt. No offence – vi er bare forskellige. Jeg og min veninde hører sikkert til mindretallet, men vi findes.

Men hvorfor havde jeg fået den underlige idé med at gøre en ting for børnene der var SÅ på grænsende til det grænseoverskridende for mig selv? Det er jo det jeg øver mig i at lade være med. Jeg ville godt nok være stolt af mig selv efter endt bedrift, HVIS jeg havde grebet udfordringen. Men why? Er det ønsket om at ’bestå’ en prøvelse som driver mig? Ligesom jeg i mange år efter at have taget min ingeniøruddannelse, aldrig syntes jeg fik RIGTIG sommerferie, fordi jeg ikke først skulle overstå en måned med natligt læsepres og sekvenser med 4-5 stk 4 timers skrftlige eksamener i fermentering, materialelære eller teknisk kemi IV. Det har selvfølgelig noget med at gøre, at jeg gerne ville glæde børnene – men hvorfor ikke bare finde på noget som BÅDE børnene og jeg ville nyde?!

Tak til min veninde, der hjalp mig tilbage til selverkendelsen – for jeg ved det jo godt. Og istedet for en søndag i mylderet på Bakken og den underskudsagtige små-skæld ud jeg nok ville dele ud til mine børn derude, havde vi en hyggelig afslappet glad dag. Børnene nød deres egen-tid og at kunne lave præcis hvad de ville uden nogen bagkant. Og jeg nød at IKKE være på Bakken. Hele dagen! Om eftermiddagen kørte vi – fordi vi fik lyst – til Amager Strandpark i det blæsende solskinsvejr, hvor Sonja hunden badede og drak saltvand og vi spiste store softice med guf OG flødebolle. Og der var slet ikke noget gærde at hoppe over.

Villads og Silje med is fra Isbjørneboden på Amager Strandpark – og Sonja med saltvand i pels og mave