Gennem de sidste 10 år eller mere, har jeg deltaget i nedenstående og mange lignende dialoger, hvor jeg er ‘Mig’, der halv irriteret og inderst inde såret på forfængeligheden, men udadtil frisk-fyr-agtig og affejende, har svaret på ‘Nogen’s spørgsmål.

Nogen: ”Er du gravid? ”
Mig: ”Nej!”
Nogen: ”Nåmn, du ser heller ikke sådan ud!”
Nogen: (bliver rød i hovedet)
Mig: (bortforklarer og forsøger at hjælpe Nogen af med ansigtstabet efter at have fået et pinligt svar på sit spørgsmål)

Selvom spørgsmålet altid har gået mig på, har jeg gang på gang forsøgt at udglatte for den anden. ’Jamn, jeg har også menstruation og er lidt oppustet’ – eller sådan noget, har jeg sagt. Jeg forstår jo godt hvorfor folk spørger.

Prøver – og dropper – kjole fra Lovechild som jeg ellers elskede, bortset fra min manglende talje, mave og navle i den (jeg suger iøvrigt maven ind, det lidt jeg kan uden muskler)

The thing is, jeg er høj og slank og når man ligesom ’Nogen’ så får øje på min topmave, som oven i købet har en lille strittende navle, tror man straks at jeg må være gravid. Hyppigheden af netop det spørgsmål er selvfølgelig aftaget med min alder – tak rynker! Endelig er der noget I kan bruges til. Men min topmave og den typisk gravide navle er der endnu, fuldstændig uaftaget.

Surprise: Jeg er IKKE evighedsgravid, som folk efterhånden har fundet ud af. Men jeg er heller IKKE på konstant kål-foder og medfølgende luft i maven, jeg har IKKE den der æbleform, som vist nok også skulle være dårlig ift f.eks. hjerte-kar sygdomme, til gengæld er det heller IKKE en masse mave-fedt der udgør min topmave. Faktisk har jeg næsten ikke noget mavefedt. Tværtimod! Når jeg holder mig på maven, kan jeg mærke kontaktfladen med mine egne tarme og det der er i dem, eller rettere den mad der passerer igennem dem – lige der under mit maveskind. ’Hej, hej pizza slice!’ Og, ’der var du igen gulerodsstump, som jeg åbenbart ikke fik tygget ordentligt’.

Adskilte mavemuskler som mine, hvor taljen er forsvundet – og sådan som jeg gerne vil se ud

Forklaringen er at jeg har det der på latinsk hedder Rectus Diastase. Den betegnelse lyder for mig, som noget med numse (rectum) – så det vil jeg lige skynde mig at sige, at det ikke er! Oversat til dansk hedder det bare, adskilte mavemuskler! Dvs. mine mavemuskler er ikke samlet foran på maven, og holder derfor ikke min bug på plads. Hverken de yderste, altså 6-pack musklerne som netop hedder rectus, de skrå mavemuskler der ligger bagved, eller de aller inderste ’korsetmuskler’ der hæfter hele vejen omme bag på rygpladen. Ingen af disse tre lag mavemuskler har samlet sig igen efter mine tre helt ukomplicerede vaginale fødsler.

Gravid med min yngste, og ikke ved at poppe – det gjorde jeg først 2,5 måned efter billedet blev taget!

Ved fødslen vejede mine tre jumbo børn hhv. 4,6 kg, 4 kg og 5 kg. Og hver gang jeg har været gravid, har der været folk der har påstået at, hahahaha, jeg helt sikkert ville få tvillinger. Men hver gang har der, sjovt nok helt i overensstemmelse med scanningen, kun været ét dejligt og meget stort barn derinde. Som i øvrigt ikke har villet ud før de der ca 14 dage efter termin. Men de der store børn og tilsvarende store maver, har nok været med til at skyde mine mavemuskler helt om på ryggen af mig og efter graviditeterne har jeg selv været med til at holde musklerne adskilte, og oven i købet forværret situationen ved at gå amok med diverse typer sit-ups. Noget jeg i dag, 8 år efter sidste graviditet har lært, alle er meget belastende for diastasen.

Bodybuilder Tarzan med tydeligt adskilte mavemuskler og navlebrok – og han har ikke født

Sådan en rectus diastase kan i øvrigt også opstå alene pga. ukorrekt træning af mavemusklerne, og forekommer derfor både hos mænd og kvinder. Særligt hos bodybuildere ser man både tydeligt adskite six-packs og navlebrok! Selv hos Tarzan i en af de mange film om den stærke helt fra junglen! Derfor er jeg også sikker på at min egen rectus diastase sikkert har været godt på vej allerede inden mine graviditeter. Jeg har f.eks. altid været svajrygget og meget bøjelig – jeg har været gymnast siden altid og har dyrket aerobics, fitness og yoga da det kom på banen. Og den har selvfølgelig ikke fået for lidt med mavemuskel-træningen, særligt ikke lige efter mine graviditeter. Og når jeg har trænet, er der kommet sådan et helt lille toblerone-bjerg op der hvor mine muskler har manglet foran på maven. Not good!

Status i dag

For nylig er mine mavemuskler målt til at være ca. 9 cm fra hinanden på det mest markante sted. Jeg har derfor nærmest igen talje og heller ingenting der afskærmer mine stakkels indvolde mod den hårde verden som taljerede bukselinninger, kattepoter der kommer og ælter sig ned i maven, albuer og fødder fra sovende børn i sengen osv osv. Nu har jeg ellers efterhånden vænnet mig til at høre ’er du gravid’ spørgsmålet, til ikke at shoppe taljerede kjoler og frakker med bælter i taljen, og at deciderede mave-fitness øvelser er no-go for mig og den slags. Jeg har endda lært at se på det som billigt sluppet. For jeg har jo haft gode og nemme undfangelser, graviditeter og fødsler, jeg har trods de store maver ikke engang nogle strækmærker eller åreknuder eller den slags og jeg har aldrig haft problemer med at passe mit tøj efter fødslen. Faktisk, nu jeg alligevel er ‘between jobs’ burde jeg måske overveje en karrierevej som rugemor, så kernekompentence-agtig føles det for mig og min krop at blive gravid, være gravid og at føde børn.

Changing point.. håber jeg!

Men så faldt jeg over nogen der hedder ’Maven og Mig’ som netop specialiserer sig i at hjælpe kvinder som mig til at genoptræne deres rectus diastase. ’Maven og Mig’ anvender noget der hedder Tupler Technique® som er den eneste evidensbaserede behandlingsform, der kan hele rectus diastase uden kirurgi. Og ifølge dem lader det sig gøre, uanset om man har født vaginalt eller ved kejsersnit eller om det er 1, 10 eller 20 år siden man har født. De har en rigtig god statistik; ud af de ca 2000 kvinder de har hjulpet indtil videre, er der kun omkring 3 de har sendt videre til operation (operationel samling af mavemusklerne).

’Hvorfor får du ikke bare en operation?’ kunne man spørge mig? Og det ville da også være dejlig nemt (og smertefyldt). Men for det første er der altid en risiko ved operationer, for det andet giver denne operation et stort ar, for det tredje er jeg på Rigshospitalet blevet anbefalet IKKE at få denne operation, da jeg tidligere er blevet opereret for navlebrok og da fik lagt et net ind over min bugvæg (kikkert operation – dvs. ingen ar), endelig – noget jeg først ved nu – er der en masse om min måde at sidde/ligge/stå og bevæge mig på, som jeg ikke ville lære ved bare at få en operation, og derved ville jeg risikere at diastasen kom igen.

Jeg havde første personlige træning hos ‘Maven og Mig’ i sidste uge. I de næste mange uger og måneder skal jeg gå med det de kalder en splint, som er en slags mavebælte der støtter min muskulatur mens jeg træner den stille og roligt og øver mig i at få bedre bevægelsesvaner der ikke forværrer diastasen men tværtimod træner min core optimalt. Spændende! Tænk hvis jeg kan komme af med den ydre ting jeg synes mindst om ved mig selv! Hmm – så finder jeg nok en anden… Anyway, jeg keeper jer posted her!