Her tegner og fortæller jeg lidt mere om de forskellige ting der udgør mig, Mette4. Læs med hvis du har tid og tålmodighed…

En Mette

Der er mange af os, Metterne der voksede op i 70’erne og derfor i dag er de der 40+ – en alder som jo favner mange årtier. For Mette var et af de mest brugte pigenavne i mit fødselsår, og jeg er derfor vokset op med et hav af os omkring mig.

Dem der trods alt IKKE hed Mette, hed i stedet Jette, Annette, Henriette og Jeanette, eller for at være lidt mere vild, Lotte, Gitte og Birgitte… eller det HELT eksotiske Pia! Som det Excel-ark menneske jeg (også) er, har jeg derfor ofte nummereret os. Med udgangspunkt i mig selv som 4’eren, mit yndlingstal,  fødselsdato og værelsesnummer på ingeniørkollegiet senere i livet.

Men det handler jo om at være unik, og det er vi også alle sammen; jeg som Mette4 – eller Mettefire (lyder sejere, som når der er flammer på siden af en gammel Honda). Velkommen til!

En kone og mor

Jeg er gift med Michael (unummereret), som jeg har været kærester med siden vi var i midt 20’erne, og gift med endnu længere.. eller.. sådan føles det nogle gange som. Vi kan skændes så det brager, men er heldigvis og top trænede i at blive gode venner igen. Sammen med hinanden (!) har vi 3 børn. Den søde gode teenager Oskar på 14, pige-pigen i midten, minime Silje på 10 og store lillebror med attitude, Villads på 8 år.
(FOTO til højre fra open van tur et sted i Filippinerne 2016)

Vi er på den måde (kun næsten) lidt skæve her på Vesterbro, hvor lige så mange af børnenes klassekammerater kommer fra single forældre, sammenbragte familier, eller måske har to mødre, to fædre eller en endnu ukendt donor far, eller feks. kommer fra en regnbuefamilie med mange voksne. Jeg elsker at leve et sted hvor det ene er ligeså selvfølgeligt og accepteret som det andet.

Endelig har vi også en lille dyrepark bestående af den meget instagrammede golden retriever Sonja på 1,5 år samt tre kønsforvirrede katte Hikke, Bønne og Rosa som er 5-ish. Her insisterer børnene også altid på at nævne Blåbær, en stressramt og for længst afdød mus de holdt indespærret i vores sommerstuga i Sverige for nogle år siden.

En vesterbroer

Jeg er Vesterbroer helt ind i hjertet. Jeg elsker mangfoldigheden i folkefærd og i de ekstremt varierende typer af butikker på Istedgade, fra bling-bling plastic crap butikker, grønthandlere og et voksende antal bland-selv slik forretniger, til små hippe designer stores og kaffebarer, vinbarer og gamle brune ryg-indenfor bodegaer.

Hvis jeg nogensinde flytter her fra, bliver det kun lige ned til Københavns havn, for at få den der havudsigt der for altid har stået på min bucketlist. Med mindre selvfølgelig at Københavns kommune endelig, men højst unlikely, beslutter at udgrave min gade for at lave en bred kunstig kanal – a la dem de hele tiden laver i Ørestaden og alt andet nybyg i KBH. (FOTO til venstre fra typisk gavlmaleri på Sundevedsgade KBH V)

For så bliver jeg hvor jeg er, her i Humleby, den lille by i byen, bestående af Carlsbergs gamle byggeforeningshuse fra 1837. Her er alle mine kids født og vokset op og har leget og tegnet med kridt på vejene, præcis som da jeg var dreng’. Selv har jeg nemlig kun boet i KBH siden 1994.
(FOTO til højre fra Humlebyen ved Carlsberg, KBH V)

Min barndoms by er Stenløse, en mindre provinsby på Sjælland 30 km fra KBH, som dengang udmærkede sig ved at selveste Mabel også boede der – dem der med melodi grandprix vinderen ’Boom Boom’ og Mike Tramp og også grunden til at jeg pludselig oplevede interesse fra mine ældre kusiner i Frederikssund tror jeg nok. Go Stonefree!

En ‘fornuftig’ storesøster

Jeg er storesøster til min tre år yngre søster Dorthe, og i det meste af hvad jeg har gjort og meget af det jeg stadig gør, er jeg den typiske pligtopfyldende, målrettede og lidt for fornuftige storesøstertype. I dag øver jeg mig i at give mine mere flyvende, kreative rock’n’roll sider plads. Læs mere om mig og min rolle som storesøster i Magasinet Liv fra torsdag 9. marts 2017. Bladet ser ud sådan HER (FOTO til venstre af os søstre i nogle af vores ens hjemmesyede outfits – fra omkring 1979)

Sådan var det ikke tidligere. Blandt en masse sjove, kreative (og et par mindre sjove) valgfag udbudt i 7. Klasse, valgte jeg… (gab!) maskinskrivning. Mit ungdomsoprør bestod i at vælge en naturfaglig uddannelse fordi begge mine forældre var i bankverdenen (jeg syntes selv det var meget rebelsk!). Og da der ikke blev oprettet en matematisk-kemisk linje på mit gymnasium, valgte jeg mat-fysisk og skyndte mig panisk direkte videre med kemiingeniørstudiet efter gymnasiet, når nu jeg ikke havde haft kemi på højt plan.

Ikke på noget tidspunkt bare overvejede jeg et sabbatår eller en kreativ uddannelse som feks. at blive fotograf, til trods for at jeg havde et kamera klistret til hånden fra jeg var 13 år (dyrt, dyrt, dyrt med de der Kodak ruller dengang). Det var alt for usikkert og uambitiøst, og jeg var jo den dygtige!

Måske hvis jeg havde kedet mig eller haft svært ved mit studie, var jeg stoppet op og havde tænkt lidt dybere over hvad der gav mening og hvad der gjorde mig glad. Men jeg var faktisk glad! Og selvom der var nogle fag på studiet, der ikke gav meget mening (materialelære feks., hvor jeg lærte at SMO254 er et højt legeret stål med et indhold af chrom på 13%), knoklede jeg pligtopfyldende på og fik gode karakterer. For det var en fest at bo på ingeniørkollegie i Lyngby (P.O.Pedersens) og at være rusvejleder for nye studerende.

Og forresten… at ingeniører skulle være kedelige ER EN SKRØNE, eller ihvertfald en grov generalisering – nogle af mine absolut sjoveste mennesker er ingeniører. Bum.

Nu lyder det måske som om jeg slet ikke brød mig om mit fag, men det gjorde jeg selvfølgelig. Jeg kunne godt lide systemerne, formlerne og regnemodellerne i særligt fysik og teknisk kemi, og var både dengang og i dag meget betaget af biokemien og kan stadig blive opslugt af faglige artikler på området

En netop frigjort ingeniør og projektleder

Efter at være blevet kemiingeniør, arbejdede jeg i medicinalbranchen i 20 (TYYYVE) år, indtil jeg brød med den her i januar 2017. Jeg har i årenes løb bevæget mig gennem forskellige stillinger som kemiker i R&D (forskning og udvikling), teamleder i samme og de sidste 8 år som global projektleder.

Som projektleder flyttede jeg mig væk fra kemien, op i det højere perspektiv. Mit job kom derfor til at handle mere om stakeholder management, risiko analyser, ressource estimater og evige milestone gates og status updates til top ledelsen. Det har været spændende, udfordrende og sjovt i alle de mange år og jeg har oplevet den luksus at få lov at rejse en del, både til USA, Europa og Asien.

Alt det der skal til for at give arbejdsglæde har jeg kunnet tjekke af; indflydelse på egne opgaver, en forståelse af at mit arbejde gav mening i det store billede, frihed under ansvar – og så har jeg haft mulighed for at bruge mange af mine kernekompetencer indenfor planlægning, organisering og kommunikation, og sidst men ikke mindst; jeg har haft en hel masse virkelig gode kollegaer som jeg kendte godt, og som kendte mig. Men jeg har også været gennem perioder med meget pres og ondt i maven.

En stressramt på vej tilbage til mig selv

Særligt det sidste halvandet år som global projektleder var work-life balancen tippet alvorligt, og jeg kæmpede mig gennem uden overskud, glæde eller energi. Jeg har altid haft en høj arbejdsmoral og kunne leve på en sten og med en smilende facade på i pressede perioder. Men efter at have valgt ALT det gode fra i en meget lang periode, dvs. også alt det der skulle lade mig op og gøre mig glad i den hårdeste tid, ja så endte det med at jeg bukkede under.

Det var en helt klassisk ond spiral, jo mere presset jeg blev, jo mindre løb og yoga dyrkede jeg, jo færre pauser (ingen) holdt jeg, og jo mere isolerede jeg mig fra venner, kollegaer og familie, for at kunne arbejde. Hele tiden skulle jeg bare liiiige over næste milestone og næste.

Jeg fortæller om min stress en anden gang, men udkommet er, at jeg i dag ca. 9 måneder efter den dag jeg bukkede under, er tilbage i en ny og bedre begyndelse. Efter 4 måneders sygemelding og 3 måneder tilbage på skåneprogram, har jeg i starten af det nye år (2017) forladt mit arbejde for at blive helt rask uden noget pres om at komme op i fuld tid igen.

Jeg er ikke fuldstændig fri af stress’en endnu, har stadig sværere ved at fokusere og koncentrere mig end jeg plejede, men det kommer jeg. Og jeg er glad for at det gik som det gik. For med professionel hjælp har jeg lært en hulens masse om mig selv og om hvordan jeg får glæden og frivilligheden tilbage i mit liv – og fra glæden og nemheden er overskudet og motivationen kommet…

Det næste halve år vil jeg bruge på at undersøge og finde frem til hvor jeg nu har lyst til at bevæge mig hen. Og imens vil jeg blogge, netværke med gode mennesker og drikke designerkaffe til. Jeg har lukket døren til medicinalbranchen og jobbet som kemiker, men arbejdet med projekter i en eller anden form og art, er stadig et godt match hvis det er. Det eneste jeg ellers ved lige nu er at min næste arbejdsplads skal være i cykel-afstand fra min bopæl og skal provide god kaffe!

For første gang siden jeg som 6-årig startede i børnehaveklassse på Præstegårdsskolen i Stenløse, står jeg helt uden fast grund under fødderne. Og det mest fantastiske er at jeg ikke engang er bange. Jeg er spændt! Og nysgerrig… og jeg tror på at det bliver godt. Det ER godt!

Jeg kunne skrive meget mere amok. For jeg er også en hyggeskribent, en skabsfotograf, en madopskrift-idiot (jeg forstår dem simpelthen ikke.. det er som at kigge ned i en bilmotor!), en golden retriever-elsker, en Haruki Murakami fanatiker, en rulleskøjteist (elsker, elsker, elsker Friday Night Skate der kører hver 14 dag i KBH i sommerhalvåret – og i Paris og San Fransisco osv), en håndbold-mum (hjerte-emoji til Ajax KBH), en gymnastik og yoga-addict mm. Men det kan være jeg går i egensvingninger over noget af det en anden gang.

Nå, hvis du er nået helt her ned i teksten, og faktisk har læst alt det ovenstående, så er du ikke kun meget tålmodig (eller har godt med tid) – nej, så har du også fået mulighed for at lære lidt om hvem Metten nummer 4 er. Det er det jeg gerne vil opnå, for så kan det være du også har lyst til at følge med på min blog. Jeg ville elske hvis endnu flere end mine venner og min mor læser med. Så jeg vil derfor mildt gruppepresse dig til at skrive dig på min mailingliste, som du finder i højre side (oprettes ila uge 10/red.), ligesom du kan følge bloggens facebook side eller finde mig på Instagram – se ikoner lige nedenfor, i topnavigationen for oven eller i højre side under kontakt.

‘Af hjertet tak’ og velkommen til, – Mette4