I dag er det præcis et år siden jeg offentliggjorde min Mettefire blog – første version af den altså. Og en måned senere kom det facelift, der gjorde at bloggen ser ud som den gør i dag. Det fejrer jeg ved at ophæve den radio silence der har været herfra de sidste mange uger, mens jeg har været i jobopstartseksil. Og nu kribler det virkelig i mig for at skrive og fortælle.

….præcis SÅ langt nåede jeg på det her varslede blog-indlæg i lørdags, årsdagen for mine Mettefire blog, på trods af de kriblende fingre. For selvom jeg netop havde en masse skriv i mig, så var der også lige en eksplosion af post-skiferie vasketøj i kælderen og en anden eksplosion af flåede og efterfølgende parterede tøjdyr i køkkenet, hvor min hund Sonja havde en festlig sleep-over med sin ven Leo. Foruden det andet miks af logistik, pligter og hygge man skal nå på sådan en weekend, når nu man skal bruge ugen på at arbejde.

Men nu er weekenden slut, og hør hvor skørt…

Jeg er åndssvagt glad for at det er blevet mandag, så jeg kan komme på arbejde igen!

Jeg havde helt glemt at det kunne være sådan! Ikke fordi mit arbejde var rasende dårligt før. Eller fordi jeg bedre kan lide mine nye kollegaer (jeg har tværtimod altid været rimelig godt udrustet på kollega-fronten). Nej, det er en god blanding af en masse ting, hvor konklusionen må være at det altid er sundt at se tingene i et nyt perspektiv!

Jeg er lallende glad for det hele!

  • For at gå ind ad svingdørene om morgenen og hilse på de smilende receptionister
  • For at swipe mit nye nøglekort hver gang jeg åbner en dør til en bygning, fordi jeg er sådan en ansat der har et nøglekort ligesom alle de andre ansatte
  • For at stoppe op ved den ene eller den anden af de to bedste kaffeautomater på vej tilbage fra frokost eller på rimelig mange andre tidspunkter af arbejdsdagen
  • For at smække mig ned ved mine to fladskærme og min sø-udsigt ved vinduet i det rare storrums kontor, hvor der altid er nogle til at dele et hurtigt grin med, eller en frustration (…de er ikke kommet endnu) eller til at sparre med
  • For at blive hevet med, når alle mine kollegaers maveure momentant går i sult-mode kl 11.30, og vi går mod kantinen sammen
  • For at begynde at genkende nogle af de nye folk jeg hele tiden møder, og for også efterhånden at kunne finde rundt i de forskellige bygninger, swipe flere døre med mit nøglekort, drikke flere gode kopper kaffe nye steder…

Den seriøst gode kaffe…

 

To gange tidligere har jeg oplevet denne her følelse af at være semi-stiv (i betydning halv-beruset) over at høre til et nyt sted. Den ene gang var da jeg, som nyansat kemiker i afdelingen Klinisk Immunkemi og Mikrobiologi, sad der til de første afdelingsmøder blandt alle de dygtige laboranter og kemikere, og lod som om jeg var ingeniør… Anden gang var da jeg efter min sidste barsel blev ansat i en ny projektlederorganisation og deltog på et fælles strategiseminar og lod som om jeg var projektleder sammen med alle de andre erfarne PM’er… Eller altså, lod som om og lod som om… Jeg VAR jo hhv kemiker og projektleder i de respektive områder, men det var nyt og spændende og jeg var fuld af respekt og lettere ærefrygt over at være en del af det og dem jeg havde stræbt efter.

Mig og min kopimaskine, hvor jeg også kan swipe løs

Det er en lille smule anderledes nu. Jeg er stadig nærmest lykkelig over at være en del af mine kollegaer her og høre til det her sted som er fuld af muligheder og spændende udfordringer (floskel, floskel og kliché i anden, men det kan ikke beskrives anderledes). Men jeg har ingen følelse af at jeg bare lader som om. Nej, det er godt jeg er her! Vi komplementerer hinanden meget godt, mit nye firma og jeg; her kan jeg både bidrage og lære. Og det er næsten det allerbedste; min hjerne virker endnu! Den kan koncentrere sig, den kan tage bunker af ny faglig viden ind, og den kan huske hvad den lærer – og jeg synes det er super spændende! Seriously!

…Hm, jeg har lige læst hvad jeg selv har skrevet. Og jeg kan godt selv se det; Jeg er blevet ‘en af de nye’. Sådan én der altid er nærmest aggressivt positiv overfor alle strategierne og visionerne og omstruktureringerne og de nye navne på afdelingerne i Marketing og de nye titler på folk med de samme opgaver – og alt det andet, som dem med længere ansættelser har oplevet igen og igen… Men sådan må det være. Jeg tager mig lov til alt hvad det indebærer at være ‘en af de nye’…

Men nu MÅ jeg slutte denne her jubelseance, for det er hverdag i morgen og jeg er sådan en der skal tidligt op og virke på et rigtigt arbejde med rigtige kollegaer og nøglekort…

Der ER ret pænt i Ballerup, og kaffen smager ekstra godt lige her!