Nej, det kan den ikke! Ihvertfald ikke den type Krav Maga jeg vil skrive om. Det er nemlig en slags israelsk kampsport, og samtidig min frække, morgenTVværts-agtige måde at bevæge mig fra sidste blog post Familieferie i Israel til denne her.

Grundlæggeren af Krav Maga, Imi Lichtenfeld

Der er nu kun er et par enkelte faktuelle referencer til Israel, som jeg vil starte med lige at nævne. F.eks. at ‘Krav Maga’ er hebraisk: קרב מגע og betyder ‘kontakt kamp’, at det blev udviklet af en israeler Imi Lichtenfeld specifikt til Israels Forsvarsstyrker i 1950’erne og at det efterfølgende, i 1964 af Lichtenfeld selv blev modificeret til selvforsvar for civile personer. Undervisningnen i Krav Maga er senere blevet udbredt udenfor Israels grænser og den globale organisation Krav Maga Global (KMG) er nu er til stede i mere end 65 lande, og der er selvfølgelig også flere skoler i Danmark.

Her er hvad Imi Lichtenfeld selv siger om formålet med Krav Maga:

The aim of Krav Maga

To educate and build people mentally, spiritually and physically so that in a time of need one will be able to defend and attack with maximum speed and efficiency.

To establish in one a sense of self worth.

To work towards the bringing of hearts and ending violence around the world between all peoples, irrespective of colour, race or religion.

Jeg blev introduceret til Krav Maga, fordi min mand for et års tid siden begyndte at slås fast med sin lillebror hver tirsdag morgen. Han blev blev så vild med det, at han til min seneste fødselsdag, gav mig et 4-ugers intensivt kursus i Krav Maga, selvforsvar for kvinder, hos Heartcore på Frederiksberg  (Heartcores facebook side). Måske håbede han at vi kunne slås sammen senere, hmm…

Det her er hvad Heartcore skriver om Krav Maga:

Krav Maga er realistisk selvforsvar der tager udgangspunkt i kroppens egne naturlige reflekser og instinktive reaktioner.

Krav Maga booster din selvtillid og lærer dig at handle effektivt i stressede situationer.

Nåmn, sådan gik det til at jeg hver lørdag i maj er cyklet til Heartcores fine lokaler på Frederiksberg for i de følgende 4 timer at slå, sparke, kvæle og rive i håret på 12-13 andre kvinder i alle aldre og størrelser og med forskellige grunde til at troppe op. For at lære at afværge netop den slags overfald, skulle vi jo selv være den angribende part i halvdelden af tiden, og jeg ved ikke hvad der var mest grænseoverskridende; At slå på en fremmed kvinde eller at blive slået på – og afværge. Men faktum er, at vi for det første hurtigt ikke var fremmede for hinanden mere og for det andet, at grænserne blev skubbet hele tiden. Og det føltes fantastisk!

Først erkendelsen af at der er noget, eller rettere meget man kan gøre i en potentiel overfalds situation, at det har en effekt, og så er der det med at lære at gøre det. Det er klart at det ikke når at sidde på rygraden alle de forskellige teknikker og tricks vi lærte på 4×4 timer, men det rykker alligevel en hel del. Ikke mindst på selvtilliden en mørk aften – følelsen af at de der Killer Clowns ikke kan komme langt med mig. Men jeg regner alligevel med nu her efterfølgende, at fortsætte på kvindeholdet hver torsdag aften hos Heartcore.

Det er nemlig ikke udelukkende for at lære selvforsvar og få det ind på rygraden. Det er også bare god fysisk træning, det er sjovt, lærerigt og igen – grænseoverskridende på den gode måde. Man føler sig super sej bagefter. Og træneren bakker hele tiden op med læring om psyke og fysik bag både angreb og forsvar, og hele tiden med respekt for os meget forskellige deltagere på holdet. Så en varm, varm anbefaling – til både kvinder, mænd, børn og teens (Heartcore har hold for alle grupper) om at hoppe på Krav Maga.

Og mit næste move må vel være at lægge mig på lur i vores forhave og angribe min mand når han kommer hjem fra arbejde, så stay tuned!

Mig og mit Maj kvindehold