Så for sulan… Jeg havde helt glemt at jeg var hipster blogger med læsere der venter og venter på nyt… eller, det gør de måske ikke helt så utålmodigt – og jeg havde måske heller ikke direkte glemt, men nedprioriteret at jeg har en blog at blogge på. Men jeg har glemt at mærke om jeg har haft ting at sige og tanker at fortælle.

Hipster bloggeren med sin blooger-spammede kjole og blogger-buketten fra Bloomon.dk

Situationen er den, at jeg er gået i jobsøgnings-mode og at den sidste uge eller mere, har jeg kun tænkt i profil- og jobsøgnings ord- og vendinger og ‘jeg har en stærk intuition og opleves som åben og tillidsvækkende’ (..det føles faktisk næsten lige så blottende at søge job som at blogge!). Og efter at have skrevet og skrevet på LinkedIn, Jobindex, Stepstone og på mit CV og også på min første jobansøgning – ja, så havde jeg ikke flere ord i mig til at blogge med! Simpelthen!

Det var cirka samtidig med at børnene startede i skole og til sport i 5 sportshaller fordelt på 4 forskellige ugedage, og min mand rejste til Amsterdam og Berlin og Litauen – at jeg begyndte min jobsøgnings-karriere. Og der er fuldt fokus, så jeg er lidt brugt. Men nu har jeg fået den første målrettede ansøgning af sted, og det føles godt – jeg synes jeg er lidt på vej, selvom jeg i princippet ikke er tættere på nu end før jeg sendte den.

Det er en lille smule som dengang jeg ledte efter lejlighed, og andre jeg kender der leder efter en kæreste;

..man ved først når man har undersøgt rigtig mange forskellige lejligheder/kærester hvad man vil prioritere højst; altan eller elevator/brune øjne eller store hænder..

Og så er man i øvrigt ikke tættere på at få det næste job, eller en ny kæreste, eller lejlighed, bare fordi man blev nr. 2 ved den sidste samtale/date/budrunde.

Sidst jeg jobansøgte seriøst var i 1997 da jeg var 26 år, nybagt civil ingeniør og netop hjemvendt fra en længere low-budget backpacker rejse i Asien. Dengang søgte jeg med spredehagl, og ville i dag have været alle Jobcentres yndling! Alle jobansøgninger skulle forresten printes ud og sendes med post danmark, hvilket kostede en hel masse A4 kuverter og frimærker. Meget anderledes end i dag.

Mit seneste gamle kontor med lys i

På et tidspunkt i min daværende jobsøgning landede jeg ind i mit tidligere og dengang dansk-ejede firma, med hele min gode mavefornemmelse, og fik jobbet. En tidsbegrænset stilling, hvor jeg lige kom til at blive i 20 år – men i mange forskellige afdelinger, med flere forskellige jobtitler og et endnu større antal forskellige chefer! Til gengæld er der folk derude jeg har kendt lige så længe som jeg har arbejdet der – eller næsten. Jeg har altså udviklet mig og er blevet voksen sammen med dem, så på en eller anden måde er de næsten min familie! Det har altså i langt størstedelen af tiden været rigtig godt, men til sidst udviklede jeg ikke med i samme retning som virksomheden.

Jeg savner lidt den gode frokost på arbejde.. eller bare at få frokost.. med vitaminer

Nåmn, formålet med netop det flashback, er at jeg i dag (udover at spare frimærkerne og A4 kuverterne) er meget mere kræsen og bevidst om hvad jeg vil og hvilken person jeg er. Det kan godt være jeg bliver mindre kræsen med tiden, men nu har jeg brugt et halvt år på at finde ud af hvor jeg gerne vil bevæge mig hen – så det ville være selv-tarveligt, hvis jeg gik for meget på kompromis. Så i hvert fald det næste halve år vil jeg bruge på at være lige så selektiv. Og det er tilladt, for jeg er ikke tilknyttet et jobcenter og får ikke dagpenge – orker ikke at en 23-årig skal kræve af mig at jeg skal søge et computer-reperatør job i udkantsdanmark, bare fordi det står ’ingeniør’ på mit eksamensbevis.

Og nu vil jeg faktisk, mens jeg har flere ord tilbage, begynde på min næste ansøgning, inden det bliver weekend – og denne her weekend har jeg også noget at holde fri fra, det føles godt…