I går var den sidste af påskeferiedagene og ligesom størstedelen af Danmark, har jeg tilbragt flere af dem ved veldækkede borde med lækre hjemmelavede retter. Og mere kan jeg ikke fortælle om maden på bordene. Selvom og lidt fordi, det netop er hvad denne her post handler om; En oplysning til alle gourmeter om hvordan det er at være ægte og helt igennem fuldstændig ikke-gourmet!

Jeg tror det er svært at forstå for de fleste. Altså jer hovedparten (mener min indre statistiske fornemmelse), der går op i lækker mad og madopskrifter og kan smage om en gryderet mangler en knivspids allehånde (hvad ER forresten dog det?) og kan forstå hvad der bliver sagt, når andre remser op alt hvad de har fået af tilbehør til en fem-retters menu.

Sådan er en ikke-gourmet:

Det kan jeg, og ganske få andre mennesker, ikke. Overhovedet. Jeg kan ikke fornemme det spiselige outcome ved bare at læse en opskrift, jeg kan på ingen måde smage hvad en ufærdig ret mangler (bryder mig slet ikke om at smage på ufærdig mad) og jeg kan ikke koncentrere mig om hvad der bliver sagt, når folk remser menuér eller opskrifter op. Maks 2 ingredienser måske – resten ryger ud af min hjerne igen efter FIFO princippet – First In, First Out.

Mange tror fejlagtigt, at når jeg er uddannet kemiingeniør, må jeg da også kunne følge en opskrift og lave mad. Ligesom i laboratoriet. Men hahahaha nej, jeg var ligeså uheldig med mine kokkerier på studiet. Uanset om det var organisk eller uorganisk laboratorie øvelser, hvor jeg oftest stødkogte alt materiale ud af kolberne, eller om det foregik i mikrobiologisk laboratorie, hvor jeg flamberede noget af mit ene øjenbryn over en bunsenbrænder engang. Jeg blev aldrig god i laboratoriet!

økologisk cocolait nero monteret på et leje af dark rye toppet med…

Og selvfølgelig er det heller ikke lige mig hverken af følge eller selv at flashe billeder på Instagram af en lammesteg (som der var en del hændelser af her til påske) eller af mad på musselmalet service. Nogle billeder kan være visuelt flotte, må jeg indrømme, feks i farvekoordinationen eller hvis der ’tilfældigvis’ ligger en buket blomster ved siden af anretningen og nogle af blomsterbladene lige så tilfældigt er drysset over i retten. Selv har jeg postet billeder af rugbrødsmadder med pålægschokolade fra Døgn Netto. Som er det jeg spiser til frokost – FIFO igen; maks 2 ingredienser – BAM! Og jeg har faktisk lagt indtil flere pandekage-billeder op. For jeg elsker pandekager.. og vafler..  – OG jeg kan selv bage dem. Dvs. jeg forstår godt – et eller andet sted – dem der glæder sig over madbilleder. Og så har jeg nærmest spammet billeder af mad fra mine rejser i Kina, Japan og Korea – men mest for det visuelle, eller til skræk og advarsel…

den fuldstændige mad forvirring, som går fint an hvis man kalder det ‘tapas’; tomatsalat, risengrød og græskarsuppe.

Det at være ikke-gourmet har bare aldrig generet mig. Jeg føler ikke jeg går glip af noget. Og det oplever jeg også at gourmet’erne har svært ved at forstå. Men jeg kan jo godt lide mad, noget mad ihvertfald. Det hænger i virkeligheden fint sammen med at jeg er lettere kræsen og sikkert ikke har udviklet mine smagsløg meget siden jeg var sovs-og-kartoffel-barn. Hvorfor jeg også f.eks. bliver ret hurtigt både halv- og hel fuld til det klassiske ost- og pølsebord, hvor det eneste jeg kan lide er rødvin. Men som sagt, jeg føler ikke jeg går glip af hverken osten eller pølsen, eller af det der med at stå foran de der kødgryder og kokkerere til mine gæster. Jeg elsker stadig at have gæster, og gæsterne ved godt at de ikke skal forvente en gourmet oplevelse.

Hvad er det ellers jeg vil med denne her post, udover at fortælle hvordan mad ser ud i en ikke-gourmet’s øjne.
Jo, der er faktisk ÉN ting jeg godt kunne tænke mig…

Min mor Jytte er helt fantastisk til at lave mad (uden at hun gør et særlig stort nummer ud af at kunne det), alt hun rører ved bliver godt! Men hvem skal egentlig – om rigtig mange år regner jeg med – overtage at lave høns i asparges med tarteletter, brune kartoflerne til jul på den helt rigtige måde, for ikke at tale om at vende anden rigtigt inde i ovnen når den skal bages.. steges.. laves.. hvad siger man? Min mor overtog jo tjansen efter min mormor, landmandskonen Esther. Hmm. Ja jeg har faktisk lært at lave hendes frikadeller, så jeg kunne måske godt (med fare for at frikadelle opskriften så ryger ud når andet kommer ind – FIFO igen…). Jeg ved det ikke. Ved kun at både jeg og min søster er rimelig håbløse, og at min mand – selvom han er bedre i køkkenet end jeg, heller ikke rigtig kan… Men måske næste generation står klar? Ihvertfald har hele 2 af mine 3 – ellers ret akademiske – kids, på et tidspunkt sagt at den ville være kok! Så måske er alt håb ikke ude endnu for tarteletterne…