I denne weekend oplevede jeg det usandsynlige at være helt, helt stille sammen med 18 andre kvinder i næsten 4 timer i træk. Ja, det kan godt lade sig gøre! Og ja, det var fantastisk – og unaturligt naturligt da vi først kom i gang! Det hedder at være på Silence Retreat, og var en del af det kursus i Mindfull Self-compassion, som jeg har fortalt om tidligere HER. Og wow!!!

Stilhed er faktisk noget jeg har i mit liv allerede – og noget jeg har brug for, og nyder. Når jeg er alene hjemme kan jeg godt lide at have radioen slukket og bare gå rundt og nyde lyden af ingenting. Men at have stilhed eller være stille når der er andre mennesker omkring mig, det er nyt. Jeg er som regel endda den der snakker. Jeg føler et stærkt ansvar for at lave god stemning, at sørge for at folk har noget at grine af, og hvis der er noget der skal klappes af, skal jeg nok sørge for at der bliver klappet. Jeg prøver at inkludere,  spørge ind, og selv larmer jeg, griner og deler ud af mig selv i forsøget på at få folk til at føle sig godt tilpas.

Det føltes derfor ret unaturligt, at IKKE straks begynde at sludre med mine med-kursister da jeg mødte op til den der Silence retreat, eller i det mindste bare hilse på dem. Men det havde vi netop aftalt gangen forinden at vi IKKE skulle. Så i stedet rullede jeg derfor min yogamåtte ud på gulvet, lavede en kop the og satte mig afventende – og stille – med min pude og mit tæppe. Da jeg først var nået her til, tog det nu ikke lang tid før jeg slappede af i stilheden, hvor det kun var lyden af undervisernes rolige og guidende stemmer der lød (Clarissa og Anita fra Compassion Company som beskrevet i tidligere blogpost nævnt ovenfor).

Faktisk var det mere end almindelig godt at være der. Alene men sammen med andre, i hver vores bobbel. Vi skulle overhovedet ikke forholde os til hinanden. Jeg kunne lægge al ansvarsfølelsen for de andres velbefindende fra mig, og bare være.. og slappe af.. Og der i opstod nærværet endnu stærkere, jeg kunne virkelig mærke mig selv, koncentrere mig om at være i de forskellige guidede meditationer, mærke hvordan de virkede på mig, og HELT uden samtidig at formulere i mit hoved hvad jeg ville fortælle omverdenen om dem bagefter – det er først nu, mens jeg skriver, at jeg tænker de tanker. Jo det er så!

Tavsheden i rummet var på ingen måde og på intet tidspunkt ’pinlig’. Ikke engang da vi spiste i stilhed, med opmærksomhed på at nyde maden med alle sanser – og samtlige i rummet knasede larmende løs på gulerødder, mandler og sprøde pærer. Normalt kan jeg ikke spise den slags i nærheden af andre, altså hvis der ikke er andre lyde. Jeg har feks aldrig gnasket løs på et æble midt i en forelæsning i et stort auditorium på DTU, hvor ellers kun underviseren hørtes. Men nu var det var helt ok, for jeg slet ikke skulle forholde mig til de andre kvinder i de andre bobler. De var der bare.

Nåm’n, efter næsten 4 timers absolut tystnad (som det hedder på originalt svensk cirkussprog/red.), skulle vi til at åbne op for omverdenen igen. Lidt modvilligt faktisk – der var virkelig rart og trygt i den der bobbel. Så vi startede helt internt, med øjenkontakt og smil til hinanden, og da vi også blev inviteret til at sætte lyd på, brugte vi alle helt naturligt meget lave stemmer. Derefter sagde vi tak for idag og tog videre ud i den store verden.

Og det var faktisk underligt. Og nærmest grænseoverskridende – at sætte mig på min cykel og køre hjem gennem det blæsende København. Jeg blev nød til at trække hætten godt op om ørerne for at skærme mig lidt og blive i den der bobbel så længe som muligt…