Hvis du gerne vil opleve et uberørt Thailand – så tag til Filippinerne! Selv på de mest ’turistede’ locations føles det ikke-turistet, og så er det i Filippinerne at nogle af verdens smukkeste og bedste strande findes – med den mest fantastiske snorkling og dykning. Og hvis du oven i købet er ligeglad med gourmet mad og synes at det er lækkert at få hvide ris (Philippino Power) til ALLE (meget uvarierede) retter der bliver serveret for dig, er Filippinerne stedet!

Om hvordan man rejser rundt

Helt generelt når man rejser rundt i Filippinerne, skal man regne med at flyve en del. Deres færger er både usikre og langsomme og hvis man vover en færgetur anbefales det at man medbringer egne redningsveste da disse ofte mangler eller der er alt for få ift antal passagerer på de overbookede færger.

I stedet er flytrafikken god; der er masser af flyafgange på kryds og tværs og der er lufthavne på de fleste øer, selv de helt små (disse kan man ofte ikke booke hjemmefra, men må forbi små booking bureauer i de større byer på øerne). Vi rejste en del med Cebu Airlines, og det kan godt anbefales! Flyene er ikke så store (rækker med 2+2 eller 2+1) men de er sikre nok – og så afholdes der lokal TV-agtige selfie-konkurrencer ombord, hvor man kan vinde forskelligt Cebu Airlines gul-grønt merchandise.

Vi rejste også med 9-personers fly og det var faktisk ret fantastisk. I det hele taget er flytrafikken lidt som at tage bussen i Danmark, man ræser lige igennem security i den lille lufthavn (evt. med en flaske vand i hånden, uden at nogen løfter et øjenbryn over det), venter lidt og vupti er man oppe i flyet og afsted på en 1-2 timers tur til næste ø.

Om hvordan man bor

Vi boede meget forskelligt, idet vi skiftede mellem low budget og bedre hoteller m aircon. Det er sjovt at opleve begge dele og man nyder det mere når der så en enkelt gang imellem IKKE er krabber i risten på badeværelset, men man i stedet har aircon om natten og mmm.. rigtige dyner! Jeg vil forresten tale varmt for at man vælger værelser MED aircon, i hvert fald på den del af turen hvor man stadig er jet-lagged.

Men uanset hvor vi var og hvor vi boede, var der kamphaner overalt! Og de kykkelikyede skingert og skørt fra morgen til aften. Det vænner man sig heldigvis til, og jeg savnede det næsten hjemme igen i DK. Jeg savnede så IKKE Modern Talking, det tyske 80’er band, som også lød mange steder rundt omkring i byerne – uanset hvor fjernt vi boede.

Om de forskellige øer og byer

Luzon, hovedøen hvor Manila ligger, besøgte vi ikke særlig længe. Manila er selvfølgelig en oplevelse og et godt sted at aklimatisere inden selve rejsen begynder – men meget ligesom andre asiatiske hovedstæder synes jeg. Vi boede på et lille hotel jeg klart kan anbefale Orchid Garden Suites (som organisationen Tao philippines anbefaler) Til gengæld hørte jeg rigtig meget godt fra andre rejsende om deres ture nordpå på denne ø, der skulle være nogle ret fantastiske the-terasser (Ifugao). Det kan man læse mere om i guidebøgerne.

Palawan, øgruppen helt til vest, er både den mest u-udviklede og den mest paradisiske ø, med nogle af verdens bedste strande. Sæt gerne meget tid af her! Men forvent ikke at rejse for meget frem og tilbage på Palawan ad vejene, for der er kun EN vej der forbinder nord til syd og EN (in the making) vej tværs over øen. Uanset om man lejer en private/public van eller tager med de store åbne busser er rejsen lang og bumpy (og vaaaarm). Men sjovt med et par enkelte ture.

Vi nød først et par dage i Puerto Princesa – den største by på øen, og det var da også mest for ø-storby livet vi kunne lide byen. Herfra kan man også tage tværs over øen og sejle på en underjordisk flod, der skulle være en (Philippiner selvudnævnt) ”ny” verdens vidunder. Vi fik ikke muligheden, da der var for højvande pga en hurricane der netop havde besøgt en del af the Philippines.

BILLEDE MED TRICYCLE I PUERTO PRINCESA

Palawan er nu mere vand og strand, så vi tog hurtigt videre til El Nido – en lille dykker landsby nordpå hvorfra man kan tage utallige bådture ud, enten på nogle pre-arrangerede ture, hvor man betaler et fast beløb for en dag inkl. frokost – eller leje sin egen båd samt styrmand-kok, og så bestemmer man selv hvor I tager hen og hvad man spiser til frokost.

BILLEDE FRA EL NIDO

Om turen med Tao Ekspeditionen

Det var fra El Nido på Palawan vi tog en 6 dages bådtur med organisationen Tao Philippines – og landede i byen Coron på en større ø lidt nord for Palawan (turen kan også gøres på 10-12 timer uden stop, men med Tao ekspeditionen brugte vi altså 6 dage).

Tao, som betyder ’menneske’ på Filippinsk, er en 10 år gammel organisation, der hjælper og uddanner ø-boerne på de mest afsides liggende øer, og en del af deres indkomst får de ved at byde rejsende ind på disse ture. De har i alt 12 både og sejler mest med unge og voksne, men det år vi var af sted tilbød de for første gang en tur over julen for familier med børn. Vi var 3 familier med hver 3 børn, 2 danske og en svensk-fransk familie af sted. Vi kendte ikke hinanden på forhånd, men det var perfect match!

Turen var ikke billig, kostede ca 5000 DKK pr mand, men en once in a lifetime oplevelse og det bedste på hele rejsen rundt i Filippinerne, var vi alle 5 enige om efterfølgende! Ikke kun for fantastisk snorkeling og badning på de 4-5 stop med båden man gør hver dag. Men også for det uendeligt smukke vand/land man sejler igennem og venskabet der opstår med de andre passagerer og med mandskabet på båden (verdens venligste befolkning er filippinerne – og det forstår man ihvertfald der, hvis ikke før).

    
Selv maden der blev lavet ombord på båden – den bedste på hele rejsen – fremstillet af råvarer der blev hentet på forskellige øer ila turen var god, og selvfølgelig overnatningen på de mest fanastiske shelters og mødet med lokalbefolkningen på de fuldstændig remote øer, hvor de nogle gange ikke engang havde strøm! Men hvor der næsten altid var et wolleyballnet og en bold – så vi fik spillet en del wolley m de lokale.

Coron er også en fin by til et par dage, evt. kan man også øhoppe der fra. Der er nogle skønne varmekilder lidt udfor Coron byen som man kan komme til på ½ time med en tricycle (den mest almindelige transportform på Palawan og Coron). Vi fløj fra Coron, ligesom El Nido på Palawan også har en lille lufthavn.

Iloilo er også en fin by på øen af samme navn i midten af midten af Filippinerne, og netop derfor kommer mange budhister til Iloilo (de søger altid centrum). Vi sejlede fra Iloilo til den lille ”mangoø” Guimaras (med Filippinernes bedste mangos – dvs. verdens bedste mangos, da Filippinerne laver verdens bedste mangos). Kan varmt anbefales til et par dage. Alternativt kan man også tage et par dage ud fra Cebu som ligger lidt østligere – bla har jeg hørt godt om Apo island syd for Cebu og nogle chokoladetoppe/bjerge på øen Bohol tæt ved.

Det anbefales at lade være med at tage til den store ø i syd, Mindanao, mere præcist pga noget terror og nogle bortførelser af vesterlændinge. Men hvis man læser nærmere drejer det sig mest om nogle helt specifikke områder i syd og øst. Vi besøgte det sydlige Davao og Mati City. Her bor vores søde tidligere au pair Sharon nu med sin mand og deres lille datter, og hende ville vi selvfølgelig meget gerne bruge noget tid sammen med – og se hendes familie og den plantage hendes opsparing var gået til.

BILLEDE FRA MATI CITY

Davao området er ekstremt sikkert, da deres tidligere borgmester Rodrigo Duterte var ret hardcore og havde fået sat skik på den del af landet (etableret afvænnings centre for misbrugere, gjort det forbudt at ryge og slå sine børn in public osv.). Han blev efterfølgende valgt som præsident for Filippinerne og er vist gået endnu mere til ekstremer i den rolle – mildt sagt. Stranden ved Mati City er et surfers paradise! Og der er de skønne resorts på øen Samal island i bugten ved Davao. Men det kræver nogle flyveture at komme der til. Havde vi ikke villet besøge Sharon, var vi nok ikke rejst der til.

Vores sidste stop var den ‘turistede’ ø Boracay! Og selvom jeg skriver at den var turistet, så er det intet i sammenligning med feks. havnen i Rhodos, hvor der er flest ikke-grækere i højsæsonen. Der er nemlig hverken russere eller englændere på Boracay. Der er højst nogle larmende kinesere i flokke. Men det er det hele værd, og der er absolut en grund til at Boracay er blevet så popluær.

BILLEDE FRA BORACAY STRAND

Øen er lille og man kan gå langs hele den fantastiske sandstrand på vestsiden på et par timer. Vandet er krystalklart og jamn, det er bare et perfekt sted at især afslutte rejsen fordi det er ren afslapning, badning, solning, nydning – øststranden er mere windy, så her kan der kitesurfes osv.

Skal man til Boracay er Hey Jude hostel’et ved White Beach station 3 (lidt sydligt) et must. Stor value for money, terasser mod vandet og fin indretning og afslappet stil – og slet ikke for mange mennesker selvom vi var der i højsæsonen. Som prikken over i’et blev der arrangeret movienights under åben himmel og palmer – ren lykke at sidde der og (gen)se film og drikke sundowners i den tropiske aftenvarme. Suk

    

Vores 3 bedste oplevelser:
1) Sejlturen med Tao båden
2) Palawan generelt, byerne El Nido og Puerto Princesa
3) Boracay, Hey Jude på white beach

Gode råd før en tur til Filippinerne: 
– Medbring gaver til børn – de tigger ikke, men er nysgerrige og hilser, og bliver glade for alt slags legetøj, tuscher og papir, bolde, sjippetorv etc.
– Medbring gamle t-shirts og shorts, eller giv f.eks. dit rejsetøj væk inden rejsen afsluttes
– Husk drikkedunke, solhatte, saronger – MEN hvis du glemmer det, kan (næsten) alt købes
– Tarmfloratabletter er en RIGTIG god investering, hvis man har tænkt sig at spise Philippino Power (hvide ris) til alle måltider om dagen…