Ej, har jeg egentlig nogensinde fortalt hvordan det går med det der sommerhus i Sverige vi havde besluttet at sælge (som jeg skrev om her) ? Eller om mine adskilte mavemuskler der var ved at blive samlet, men stadig manglede lidt (se min første og anden blogpost om emnet)? Ja og så var der også det der job jeg var så forelsket i, og fik jeg mon ansøgt om et mere, som jeg skrev jeg ville (i dette blogindlæg om at være nyforelsket). Her forløser jeg E.N.D.E.L.I.G. spændingen og fortæller hvordan det er gået med det hele…

For god ordens skyld, går jeg efter LIFO princippet – last in, first out, hvilket vil sige at jeg lukker det sidste ud først.

Jobsituationen

Ja, jeg søgte et job mere, et job som projektleder i en mindre fond, med ansvar for projekter til forebyggelse og afhjælpning af ensomhed i bestemte befolkningsgrupper – et vedkommende og spændende område, og jeg blev om muligt endnu mere eller i hvert fald lige så forelsket i dette job. Åbenbart kan man godt være forelsket i to jobs samtidig, men det er selvfølgelig en dårlig idé at tage imod begge stillinger. Det dilemma kom jeg heldigvis ikke i. Overhovedet. Jeg ringede til begge potentielle arbejdsgivere, men kom ikke til samtale på nogle af jobbene. Så det brugte jeg døgn på at være ret nedtrykt over. De havde fået rigtig mange gode ansøgninger, og jeg har nu svunget mig op til at tro på at min var en af dem. Jeg har i denne uge fundet et par andre spændende jobopslag som jeg vil søge, fordi jeg tror jeg kan blive forelsket i dem – og så vil jeg bruge mere tid på at netværke, for at være en af de 80% i statistikken, der får nyt job den vej.

Sverigeshuset

Kossorna på marken

Jeg er heldigvis så heldig, at jeg stadig kan tillade mig at være kræsen mht ovenstående. For outcome af en situation fra en anden blog-post; den med Sverigeshuset, er at vi netop er blevet enige med vores grannar (naboer/red.) om at de køber huset til en for alle god pris. Den nu voksne datter skal bo der og forældrene fortsætte med at bruge de store stykker jord til deres kossor (køer/red.), som hører til huset – og alle er glade! De overtager allerede lidt før 1. oktober, så vi får hverken mulighed for en sidste efterårsferie hvor alle de smukt farvede efterårsblade stadig sidder på træerne, eller for endnu en jul med hjemmefældet juletræ fra baghaven og næsten snö-garanti. Men så skal vi til gengæld ikke gå og være nostalgiske i flere måneder.

udsigt til søen fra soveværelset – nostalgi potentiale

Vi har haft 12 dejlige år på vores grund i den nordlige ende af øen Bolmsö i søen Bolmen. Med græsslåning, sø-badning, skumfidus-ristning, Uno-i-haven-spilning og en masse hævede hestebremse-stik, men ikke særlig mange knot (!) og med en en masse blomster og bær og frugter fra egen have – og deraf improviseret københavner kokkerering med egne råvarer. Det har været skønt mens børnene var små, men nu vil også de gerne ud i den store verden og gider faktisk ikke gentage ovenstående årstids-specifikke aktiviteter… i hvert fald ikke de næste par år hvor de bliver mere og flere udprægede teens. Det er heldigvis altid nemmere at lukke et kapitel når man har et nyt at begynde på.

Mavemusklerne

Sidste opfølgning i denne store ’samlede opfølgninger’ post, handler om hvordan det går med min rectus diastase! Altså mine engang op til 9 cm adskilte mavemuskler og deraf følgende konstante 3 mdrs gravide topmave. Nåmn efter et 6 ugers forløb hos Maven & Mig i maj og juni var diastasen kun 2 cm på det bredeste sted. Og det eneste jeg gjorde i forløbet var at gå med et special-designede elastikbælte 24 timer i døgnet og lave nogle småøvelser ila dagen, som vel samlet tog 10 minutter at lave. Det svære var at ændre bevægelsesmønster, dvs. min måde at sætte mig ned og sidde på, at stå og gå og løbe og i det hele taget lave alle de ting man gør ila dagen. Og det skal jeg selvfølgelig fortsætte med forever – og altså også når jeg begynder at træne igen.

Min mave før og efter – i helt afslappet form.

Det er det jeg skal nu (endelig) – begynde at træne igen, med nyt fokus på hvordan jeg bevæger mig. Jeg er så småt begyndt til yoga, og i yogaens snegletempo kan jeg godt være med – sammen med mit nye fokus. Men gymnastiksæsonen er også lige begyndt og jeg er semi worried for hvordan det skal gå, da det jo er et hurtigt flow af bevægelser i koreografien både under opvarmningen og når vi senere øver sekvenser over gulv og lange serier. I princippet er der ikke noget jeg ikke skulle kunne lave igen, siger de hos Maven & Mig, men mine samlede mavemuskler og nye stærkere bindevæv vil først være rigtig stabilt efter det første år. Anyway, det er det hele værd og jeg nyder at have flad mave og talje igen. Det er mit gain, mens mit loose er min fitte form – men den kan jeg heldigvis få igen. Det har jeg jeg allerede gjort 3 gange før, dengang jeg hver gang har fået en baby ud af et forløb.

Godt så, nu er der vist ikke flere loose ends at blogge om for denne gang. Men stay tuned på nye posts som jeg så kan følge op på senere…