Tidlig morgen og manden min er endelig taget i lufthavnen igen. Denne gang for kun et par dage i Amsterdam. Hele sidste uge var han i New York, og da han kom hjem lørdag tog han til fest om aftenen og til noget kundemiddag hele søndag.

Når min mand laver brunch!

Men søndag morgen besøgte han os her hjemme, og diskede i den anledning op med en lækker brunch – rimelig irriterende faktisk, da jeg så var nød til at stå op den eneste dag jeg havde en med-voksen, og derfor netop havde regnet med at kunne sove længe 😉 Når han om et par dage kommer hjem fra Amsterdam tager han næsten direkte til New York igen. Og sådan er det on and off. Mest on.

Lad mig skynde mig at sige, at det ikke er hensigten med denne her blogpost at brokke mig over hans fravær. Tværtimod. Lige nu er jeg nemlig der hvor jeg synes det er semi-irriterende de få dage ind imellem hvor han er hjemme, og øjeblikkeligt smadrer alle mine rutiner med sine idéer om hvordan tingene skal køres her i huset. Idéer der for rigtig manges vedkommende nemlig ikke harmonerer med hvordan jeg kører tingene i hans fravær. Hunden må ikke lukkes ud i vores lille have før den har tisset af på morgenturen ude i verden, de mindre børn skal sove i deres egne senge og en hel masse andre små og større ting. Og så roder han iøvrigt lige så meget som alle tre børn til sammen! Det tager os altid mindst halvandet døgns samvær at komme i sync igen efter at han har været på rejse – hvilket vil sige at når han rejser hele tiden, er der slet ikke tid til at komme på bølgelængde mellem rejserne. Derfor lader jeg ham altid bare køre det fulde show uden at jeg blander mig ret meget, når det kun er korte tidsrum han er hjemme.

Køkkenrod!

Den tid hvor jeg er momentant single parent er til gengæld ren produktion. Selvom alle mine tre børn selv går til og fra skole – og hurra for at være nået der til for resten – er der stadig 1000 andre stordrift-ting som hundeluftning, staveord, forældreintra og madpakker, et overflødighedshorn af vasketøj og oprydning, 5 ugentlige kørsler til og fra diverse sportshaller og min daglige hadetjans: Aftensmad (læs min tidligere post om hvordan det er at være fuldstændig afklaret og gennemført ikke-gourmet HER). Til gengæld – og det er bl.a. det jeg gerne vil frem til – undgår jeg alle diskussionerne om hvornår hvem skal i seng og i hvilken seng, hvor meget der må rode, hvordan madpakkerne skal være, hvor lang turen med hunden skal være og om den må vente foran Netto (NEJ!) – og alt det andet jeg tit er uenig med min mand om. En ekstra bonus er at jeg kan regne med at alting faktisk bliver gjort… og oven i købet på præcis den måde som JEG vil have det. For jeg gør det selv. Selvfølgelig med både input og god hjælp fra de store børn ind i mellem – og mine altid støttende forældre.

For præcis et år siden var situationen den samme, bortset fra at jeg mens jeg var marathon græsenke, også arbejdede de der 40-60 timer/uge og havde hovedansvaret for et højt prioriteret 30 mio kr projekt i Kina hvor mine nøglemedarbejdere derude blev fyret. Så da gik jeg gevaldigt ned med stress (blogpost coming up). I mellemtiden har jeg lært en masse om mig selv, om hvordan jeg skal huske at spørge om hjælp i pressede situationer, at holde de der pauser og nogle gange hoppe over hvor der slet ikke er noget gærde. Alligevel har jeg lige nu faktisk svært ved at forestille mig hvordan jeg skal kunne hænge sammen som ene forælder i lignende lange perioder OG have et job igen fremover – som jeg har tænkt mig at få inden alt for længe.

Hvis jeg nu prøver at tænke ud af boksen, så.. Rent hypotetisk, hvis vi blev skilt, ville jeg blive aflastet en hel uge ad gangen hver anden uge, få tid til migselv og alle de projekter jeg gerne vil. Dvs. også tid til at gå på arbejde og lade mig opsluge, på samme måde som min mand uden problemer lader sig opsluge af sit arbejde i dag!

Min mand som sød

Men så igen, i det scenarie er jeg jo tvunget til at lave aftensmad hver dag hele uger ad gangen – det gør han nemlig meget godt, min mand – når han altså er hjemme – og han er også bedre til at lave kaffe end jeg er! Desuden er det bare virkelig upraktisk at være skilt! Alt det der logistik med børn den ene og den anden uge. Og vigtigst, jeg ville slet ikke kunne undvære mine børn hver anden uge… altså halvdelen af deres barndom, indtil de flytter hjemmefra. Forresten kan han også være meget sød og supportive, min mand – når han husker det, og er der… Så jeg må hellere gøre noget ved det. Igen.

Vi må tage de der diskussioner, komme på bølgelængde, finde ud af hvordan vi begge to kan trives i det her. Men det er about time, og jeg har en fornemmelse af at halvandet døgn ikke er nok for at synkronisere os igen efter en hel måneds separate liv. Til gengæld har vi været i værre situationer, så vi klarer det nok også denne gang…

Nyboder hundene eller Staffordshire figurerne – når de kiggede ind i stuen var sømanden hjemme, kiggede de ud af vinduet var han på havet og der var fri bane for elskeren… 😉