Jeg lovede en follow-up på historien om min kronisk små-gravide mave, og hvordan den har det nu efter mødet med Sussi E. Noble fra ‘Maven og Mig‘ på Nørrebro i KBH. Så her kommer en rigtig feel-good og ligeså navlepillende post, om hvor overraskende langt jeg er nået på kun 6 uger med maks 10-15 minutters decideret træning om dagen – og en hel masse øget opmærksomhed på hvordan jeg går og sidder og står og ER.

Resultaterne først

Den 28. April blev min diastase – eller mellemrummet mellem mine mavemuskler – målt tre steder på maven til at være hhv 7 cm, 9 cm og 6 cm – og bindevævet i mellemrummet mærkedes helt blødt og ustabilt, så der var næsten fri adgang til den mad der lå i mine tarme.

Den 9. Juni, altså 6 uger efter, blev diastasen målt samme tre steder på maven, til at være hhv 2 cm, 2 cm og 1 cm. Bindevævet er blevet mere stabilt og stærkt, dvs. der er modstand når man trykker mig i den 1-2 cm sprække der stadig er mellem musklerne.

Jeg har kun været til et besøg i mellemtiden, den 19. Maj hvor diastasen var 3 cm, 3 cm og 2 cm – det fik jeg at vide, var noget hurtigere end gennemsnittet, og det selvom min diastase var stor og jeg derfor kun kunne lave en reduceret mængde af øvelserne. Men min krop ville altså rigtig gerne hele, sagde Sussie til mig – og det ville jeg også, så det var et godt match…

Det har jeg gjort

Som den stræber jeg altid har været, har jeg haft splinten på 24/7 alle dage (splinten er en korset lignende elastik med tre arme, som man har på henover en silketop for at den ikke generer) – præcis som Sussie sagde jeg skulle.

Mig og min ven – splinten (den ene af to)

De første par dage føltes det som at være en pølse i svøb, og jeg frygtede for de varmere dage der ventede forude (tak vejrguder for alt skodvejret der i stedet kom det her forår!). Samtidig har jeg øvet mig i at bevæge mig på en anderledes og meget forkert-følende måde (føles mere naturligt i dag). Dvs. trænet at sætte mig og rejse mig og lægge mig ned uden at belaste bugvæggen unødigt – og jeg har trænet siddende maveøvelser i løbet af dagen, ialt højst 10 minutter på et døgn. De første op til 6 cm reduktion af mit maveomfang er altså sket udelukkende på den baggrund!

 

Mette 3 år på gyngen, med kronisk svaj i ryggen

I den næste tre ugers periode har jeg desuden lavet stående øvelser og øvet på min holdning – noget med ikke at stritte så meget med numsen, og heller ikke svaje så meget i ryggen (som jeg har gjort siden jeg var helt lille kan jeg se i alle familiealbumerne) – altså være mindre gymnast i min måde at stå og gå på. Jeg er nu ikke længere i tvivl om at det, foruden de mange hard-core sit-ups jeg har lavet efter fødslerne, i høj grad også er min måde at bevæge mig på der har gjort diastasen så stor som den var. Dvs. når jeg nu skal til at trappe ud af splinten ( langsomt holde op med at have den på) skal jeg fortsat træne og være bevidst om mit NYE bevægelsesmønster – hvilket også vil sige at jeg aldrig mere skal gå i bro som den pæne stranddame på forside billedet…

Benefits

Ja, jeg skal til at sige farvel til min nye ven (Sigurd) – splinten. Ligeså mumie-agtig bandageret jeg følte mig på maven i starten, ligeså underligt ubeskyttet og sårbar føler jeg mig nu – på maven – de få timer om dagen jeg er uden den.

Men ubeskyttet og sårbar er maven jo netop ikke længere. Min mave er stærkere end den har været de sidste 10 år. Og som en kæmpe bonus, jeg har ikke længere ondt i den efter hvert måltid (det havde jeg faktisk glemt ikke er normalt!).

Det betyder også at det her er langt mere og langt vigtigere end den kosmetiske opgradering det var for mig i første omgang at få talje og flad mave – rent funktionelt betyder det nemlig, udover at jeg ikke har ondt længere, at jeg kan fortsætte den aktive livsstil jeg altid har ført. Havde jeg ikke rettet op på diastasen nu, var det ikke sikkert jeg med tiden kunne fortsætte at dyrke sport på samme plan.

Fint badetøj fra Lovechild 1979 – umuligt at vælge!

Så grazie mille, danke sehr og tack så mycket til Sussie og resten af ’Maven & Mig’ – og ikke mindst til min egen samarbejdsvillige mave – for at tage mig her til. Siden 6. Juni, da min diastase var reduceret til 2, 2, 1 cm, har jeg prøvet mindst 10 forskellige bikini’er. Men ironisk nok, nu hvor jeg endelig synes jeg klær en bikini igen, er badedragten blevet det nye sort blandt swimwear designere, og det vælter frem med den ene lækre model efter den anden.

Her burde jeg måske skrive noget ideologisk om kvindekroppen og det gammeldags og begrænsnede udtryk ‘bikinikroppen’, alt det der om at elske sin krop som den er osv – men det er ikke formålet her… Til gengæld vil jeg afslutningsvis LOVE at jeg er mindst lige så glad for den forbedrede funktionalitet ved min mave – som jeg er for at den er flad igen!

…..

Nåmen om lidt mere end et døgn tager jeg afsted på en roadtrip i USA med familien – langs Trumps imaginære mur fra øst til vest på 5 uger – i badedragt eller bikini… eller med cowboy boots, ternet skjorte og matchende miniskørt. Næste gang jeg skriver vil det være fra overthere! Så stay tuned og god sommer yourself…