De seneste 10 år eller mere, har jeg og Danmark – eller i hvert fald en voksende del af danskerne – øvet os i at blive mere bevidste i nuet, komme ud af autopilot tilstanden, være nærværende og accepterende i forhold til det der er. Dvs. vi har dyrket mindfulness, og efter så mange år er det ikke bare en modedille (ordet modedille er vist i øvrigt for længst gået af mode!) Og det er gået rimelig godt med det der. Også efter at jeg er begyndt på mit nye arbejde, hvor jeg fra day one er kommet ind i en god vane med at starte dagen med en kort mindfulness session.

Det her blog indlæg handler om det stik modsatte. Nemlig de gange jeg går rundt i bylivet på Vesterbro, mens biler og cykler suser omkring mig og jeg samler hundelorte op som Sonja, min golden retriever har lavet – uden at ænse nogle af delene. Det er nemlig det der hedder balance! En almindelig dag består af stunder med mindfulness, hvor jeg tænker fokus og nærvær og acceptance – og andre stunder med to-do-lister i baghovedet og Microsoft project Gannt charts for det indre øje, mens jeg foretager mig noget helt tredje. Balancen består netop i at der er udsving til begge sider.

Det nyeste bidrag til mine non-mindfulness udsving er at jeg er begyndt at lytte til LYDBØGER. Og jeg har allerede lyttet til virkelig, virkelig, VIRKELIG mange; én bog om ugen – mindst! Mens jeg kører til og fra arbejde, hænger vasketøj op, smører madpakker, og alt det andet kedelige – selv de 5 minutter det tager at tanke benzin på bilen, kan jeg lige snige et par sætninger ind i min dag. Det er SÅ fedt! Men jeg er fuldstændig lige så IKKE-nærværende og tom i blikket, som når jeg har en to-do liste kørende på repeat i baghovedet.

Den store forskel på de to former for non-mindfulness er bare at lydbøgerne gør glad og giver en hel masse, mens – let’s face it – de utallige repetitioner af to-do lister og indre diskussioner om hvornår jeg skal gøre hvad og i hvilken rækkefølge, hverken gør hverdagen mere overskuelig eller mere glad. Tværtimod! Så ud med dem og ind med lydbøgerne… og podcasts og musik stykker og alt det andet dejlige man kan putte i ørerne…

PS. Jeg bruger app’en ‘Storytel‘, hvor jeg endnu ikke har ledt forgæves efter noget. Men der er også andre lydbogs-apps (Mofibo, Politiken books, iBooks mm) samt sevlføglelig de lydbøger der kan lånes på biblioteket på den helt gammeldags måde!