Nu har jeg været ramt længe nok af noget der må diagnosticeres som ’blog-writers-block’, og jeg kan endelig mærke at de snørklede lange formuleringer uden punktummer igen begynder at krølle sig vej ud af min hjerne, og får mine skæve fingre til at gå amok på tastaturet. Eller sagt på et af de sjoveste sprog jeg kender, svensk-på-dansk, så knapper jeg løs igen!

Der er sket en del i de 8 (OTTE!!!!) måneder jeg har været væk fra bloggen. Ude i verden er de andre (unge mode-) bloggere f.eks begyndt at kalde sig for influencers istedet for bloggere. Her inde i mig og mit liv har der også været mange både tankevækkende, overraskende eller endda direkte exiting episoder og oplevelser – men alle sammen er de, et eller andet sted på vejen mellem min bevidste hjerne og ovennævnte 10 skæve ekstremiteter, blevet blokeret og er derfor aldrig landet på mettefire.dk.

Først og fremmest har jeg jobbet (et andet skønt svensk-på-dansk ord) en hel masse på mit semi-nye arbejde. Jeg er stadig vild med både udfordringerne, menneskerne og kaffen og bliver helt Morten Korch-film idyllisk-agtig glad hver gang jeg træder ind på matriklen ude i outlaw Ballerup. Men det mest sigende er måske at firmaets logo-farve, orange er gået fra at have været min hadefarve number one til pludselig at være rimelig pæn og noget jeg tager på.

Den zen-inducerende afrikanske himmel

Der kunne også nemt været kommet et par rejseindlæg på bloggen i løbet af de sidste måneder, hvis der altså havde været hul igennem – og måske kommer netop de ud senere. Jeg har nemlig siden sidst rejst og forelsket mig stormende i både Portugal og i de afrikanske lande Namibia og Botswana. Nu jeg tænker over det var det egentlig der, på landcruiser’en rundt i Afrika, at jeg kom så meget i zen at ordene begyndte at pible langsomt ud igen og blive til skrivebehov.

Og det er sådan det må være! Sætningerne skal komme af sig selv og lande på bloggen næsten uredigeret og kun kort tid efter at skrivebehovet er opstået. Hvis det altså skal være sjovt at blogge – og det skal det! På samme måde har jeg det med madlavning og syning, og præcis derfor laver jeg ikke ret tit mad og syr aldrig. For der skal være kort fra idé til resultat, uden sådan noget som at kikærterne pludselig skal ligge i blød i et helt døgn før man kan lave sin hummus, og at man skal ’ri’ to stykker af en kjole sammen før man endelig kan ’sy’ helt det samme stykke igen igen.

Der var rigtig dejlig kort fra denne her skrivelyst til det der står her nu. Mit kinesiske nytårsfortsæt (5. februar 2019/red.) er derfor at finde ro eller tid eller Afrika-zen (…Afrika og zen? jo, det kan man godt…) og hvad der ellers skal til for at det kan fortsætte sådan.

Godt kinesisk grise år 2019 til alle!