Det er for længst slået fast at Facebook er for voksne! De helt unge dimser hellere rundt på snapchat og alle mulige sociale medier jeg sikkert slet ikke har hørt om endnu. Af os voksne er der selvfølgelig nogle der slet ikke har en Facebook account, nogle der til gengæld er på næsten 24/7 – og så er der alle os midt i mellem. Vi bruger alle Facebook på mange forskellige måder og har mange forskellige holdninger til det.

Forskellige typer Facebook brugere

  • Der er ’likerne’, altså dem der sjældent eller aldrig skriver noget selv, men ivrigt liker andres opslag
  • Der er dem der selv poster alt muligt flere gange i døgnet, gerne med en af standard Facebook-introerne ‘Så står den på…’ eller ‘Så så man lige mig…’ Eller dem der bare ihærdigt kommenterer andres posts.
  • Af mange bruges Facebook til at holde kontakten eller følge med i livet hos gamle venner og familie. Selv har jeg aldrig vidst mere om mine mange fætre og kusiner i Frederikssund, end efter jeg kom på FB og connectede med dem – og jeg er sikker på det er gensidigt!
  • Det er genialt til at søge insider oplysninger om nye rejsemål eller få svar på specifikke spørgsmål.
  • Man kan bruge det til at dyrke specielle interesserområder ved at være med i specifikke interessegrupper. Selv er jeg med i gruppen ‘For alle os med Golden Retriever’ – så jeg ikke belemrer mit netværk for meget med billeder af Sonja.
  • Sjovt nok bruges det (ligesom alle andre sociale platforme åbenbart) også til at få nye bekendtskaber og måske dates. Jeg bliver f.eks. af en eller anden ukendt grund rimelig hyppigt venne-anmodet og kontaktet på Facebook messenger af midaldrende mænd med en connection til den britiske hær?! (jeg er IKKE i forvejen ven med en eneste midaldrende mand med connection til den britiske hær!)

LineJensen_illu på Insta

Det er super fint med diversiteten, og jeg kan selv godt lide at følge med i det der bliver præsenteret. Aller helst når der er noget med lidt kant, når det er ærligt, eftertænksomt, selvironisk eller der på anden måde er noget humoristisk i det der bliver delt – det skal jo give mig noget som læser. Derfor scroller jeg også hurtigt hen over diverse madbilleder (læs om mine manglende interesse for gastronomi HER), jeg ryster endda lidt på hovedet af ligegyldigheder (’jeg er tørstig, så jeg tager mig lige et glas vand’ …lettere overdrevet eksempel) og hvis det hele bliver lidt for lyserødt og glansbilledeliv-agtigt. Som skønt eksempel på en der formår at fremstille hverdagen som den er med surt og sødt på en super humoristisk måde, vil jeg lige fremhæve en bekendt, Line Jensen eller LineJensen_illu på Instagram (og Facebook). Ligesom Maren Uthaug fra ‘ting jeg gjorde’, som alle (kvinder ihvertfald) kender og elsker.

Er jeg et Facebook-glansbillede?

Lige præcis derfor ramte det mig også, da en tæt veninde som kender mine inderste problemer og ved når jeg har en down-periode, fortalte at min FB profil godt kan være lidt ’det fede liv’-agtig, med billederne af min krop som model i ugebladet Søndag, alle de dejlige billeder jeg har postet fra Heartland festival og nok også den overordnede humoristiske tone jeg fører. Det fik mig til at gå i tænkeboks; er jeg virkelig blevet min egen kæphest om glansbilledeliv på FB der ikke modsvarer det virkelige liv ude i verden?

Noget jeg begejstres over og griner af: Kødkagen til min hund Sonja, da hun forleden fyldte 2 år

Nu har jeg derfor tænkt et par dage, og det er selvfølgelig svært for mig at være helt objektiv, men jeg synes faktisk ikke at jeg lever et glansbillede-liv på Facebook. Overordnet tænker jeg altid på at det på den ene eller anden måde helst skal være sjovt. Ellers viser jeg det jeg begejstres over (festivalen, en ballet oplevelse, en albino valmue), det jeg griner af (da min lille søn kom hjem med en masse halvdyre loppefund, netop som jeg havde gang i store oprydning og udsmidning i egen kælder, og den rene Enghavepark lige før Distortion på Vesterbro indtrådte) og det jeg er stolt af (et specielt godt billede af mine børn, mine billeder i magasinet Søndag)

Men til understregning af min argumentation lægger jeg for tiden netop IKKE billeder op af min mand og jeg sammen i romantiske øjeblikke (læs om vores seneste lortedate HER), fordi virkeligheden netop er at vi er langt fra hinanden pt. efter lang tid med megen adskillelse pga hans rejser og almindelig travlhed (altså vi vil godt hinanden – men der skal arbejdes på det/red.). Jeg tjekker heller ikke ind hver gang jeg er ude et sted, for at lade folk se hvor jeg er og hvad jeg laver. Det sker selvfølgelig, men så er der en grund til det. Og et andet eksempel; efter at vores nye Reform Køkken (Reform er min mands hastigt-voksende køkkenfirma) havde været spammet i flere blade og på sociale medier, viste jeg som modvægt et billede af køkkenet som det ser ud i størstedelen af tiden; fyldt med beskidte tallerkener og gryder, smørknive og krummer, en krøllet seddel fra skolen, en rulle hundelorte-poser og nogle daggamle klatter havregrød.

Så konklusionen er at jeg i hvert fald PRØVER! På at IKKE ligne et glansbillede. Det er der ingen der har godt af; jeg vil faktisk gerne have at folk skal se virkeligheden – selvom jeg måske oftest kommer til at poste fra den sjove side. Men jeg kan jo også bedst kan lide når folk viser mig deres virkelighed og ikke udelukkende deres smukkeste roser og de nybagte boller HVER gang, selvom de begejstres. Så det vil jeg øve mig mere på… at huske modvægten. F.eks. kan jeg næste gang jeg (nødtvungent) laver aftensmad, lægge resultatet på Facebook – der er i hvert fald noget ALLE kan leve op til 😉

Mine tanker og læring –  om livet og livet på Facebook

Til sidst vil jeg sige at min søde veninde også er en af de klogeste jeg kender og jeg lytter altid til hvad hun siger og tager det til mig. Ligesom jeg ved hun gør, når vi taler om hende. Hun hører i øvrigt nok netop derfor en overvægt af mine bekymringer og dårlige følelser, så hendes billede af min situation har muligvis været mere sort end virkeligheden. For jeg render jo ikke rundt og er stresset og ked af det og bekymret ret meget af tiden. Jeg kan stadig – her et år efter stress-sygemelding føle mig presset, men øver mig i at ikke være bange for ’stress-følelsen’ – og huske at den jo netop hjælper mig til at nå hvad jeg skal nå. Så længe det ikke bliver for længe ad gangen.

Noget af det jeg efterhånden har lært er, at livet er en konstant balance, og at jeg netop sjældent er i fuldstændig balance men i udsving til den ene eller anden side. Jeg ryger også fortsat i nogle dybere huller ind imellem, men for størstedelen af tiden har jeg det godt, overkommer meget og er glad! Sådan skal min profil på Facebook også være. Jeg skal bare stadig huske også at have hullerne med… eller rettere; bagsiden af medaljen. For den er jo også på alle måder vigtig!