Jeg vil starte med at fortælle at ingen børn, dyr eller mænd kom til skade i aften. Det er lørdag aften og vi har simpelthen været på en spontan og sjælden date – sådan en hvor et kærestepar er ude alene med hinanden minus børn.

Uh hvor overskudsagtigt og lækkert at Michael & Mette sådan er helt spontane og griber momentet og går ud!

– tænker du og Facebook så (hvis jeg altså havde postet et ’se hvor vi er og hvor hyggeligt vi har det’ opslag der). Men nej, sådan var det ikke. Og hvis jeg skruer tiden lidt længere tilbage, så opstod det der lyder som et kærlig og sød kæreste happening, af et skænderi (eller rettere af noget ’nej, mor og far diskuterer bare’) om formiddagen.

Det skænderi, opstod så igen af at jeg tog op at han er ude hver aften hele den uge der kommer og at jeg synes han generelt er ude hele tiden, med arbejde og venner og til sport og på rejser – og ikke prioriterer vores forhold i samme, eller bare lidt der hen ad agtig grad…

Den diskussion vil jeg egentlig ikke tage lige nu, men lad mig i hvert fald slå fast, at han, min mand Michael (Mic) IKKE er den slags ’Preben’ som Hella Joof, Mads Christensen & co. både skælder ud på og har ondt af lørdag efter lørdag i Mads & Monopolet, fordi han er fuldstændig under tøflen og underlagt sin kones vilje og ønsker – og derfor heller ikke længere har hendes respekt. Jeg er f.eks. faktisk stolt af Mic og det han har opnået som iværksætter af flere firmaer (samtidig), den gode ven han er for sine venner og far for sine børn. Men han er OGSÅ bare pisse irriterende og vi er super uenige om mange ting (småting som børneopdragelse bl.a… hm..).

I formiddag var vi altså uenige om hvor meget man også skal huske at bruge tid på sit forhold. Eller egentlig endte vi trods alt med at være nogenlunde enige om den grundlæggende ting, at vi gerne vil have mere tid til os to. Men inden da havde jeg krænget mit hjerte ud om hvordan jeg savner at føle jeg har en kæreste og at være et par og savner at se at han også har behov for det, at han vil mig. For jeg mærker mest at han vil sine venner og sit arbejde (her vil jeg lige gå ud af en tangent og fortælle at det nok også har noget at gøre med hvilken slags ’kærlighedssprog’ vi taler, og at jeg godt ved han viser kærlighed ved at give frihed og vise tillid mens jeg giver omsorg..)

Men så kan DU da bare tage initiativ til at gå ud, få passet børn og bestilt bord et sted, Mette!

– tænker du, der læser det her, og sagde Mic selvfølgelig også. Det kunne jeg sagtens, så let som ingenting faktisk – jeg er logistik dronningen her hjemme. Men så virker det overhovedet ikke! Det er jo det samme som at bede om en kompliment, eller at spørge ’elsker du mig?’ Jeg har simpelthen brug for at HAN tager initiativ. Og så var det at Mic fandt på at få børnene til at passe sig selv (det kan de godt, de er 8, 10 og 14) så vi kunne gå ud et smut i aften – bare en hurtig middag og noget vino. God stemning igen, hvor Mic selvfølgelig hoverede rigtig meget over alt det initiativ han havde taget og vilde planlægning han havde foretaget ved at ringe til en restaurant (som ikke tog imod bordbestilling)…

Nåmn, så blev det aften og jeg lavede forvandling, som er det man gør når man tager læbestift og parfume på og maler den gamle neglelak op inden man skal ud. Børnene glædede sig faktisk helt til at være alene hjemme et par timer! (why, why, why gør vi ikke det noget oftere!?).

Vi var glade da vi gik ud af døren, skulle bare lige hen på Mikkellers den nye japanske ”Ramen to Biiru” på Enghavevej ca. 4 minutter væk. Men efter 30 sekunders gåtur lykkedes det os erfarent at ryge ind i et nyt skænderi. Flot. Denne gang handlede det om menstruationscyklus og kvinders humørsvingninger kontra mænds konstante behov for at kontrollere deres drifter efter at have sex eller at slå en anden mand ned eller ..noget.. Hvilke udsving er størst? Det var det vi var uenige om, og om i hvor høj grad vi skal tage hensyn til hinanden ind imellem og køre hinanden lidt MED hårene… endnu et sidespor jeg kunne skrive meget mere om.
(Foto: Mikkelllers ‘Ramen to Biiru’ med Pikachu i loftet)

Nåmn, altså en virkelig hyggelig kærestemiddag! Det var ikke fordi der var tavshed ved bordet, nej vi snakkede dybt og indsigtsfuldt om vores ramen og om indretningen af lokalet. Men vi grinede ikke som det lidt yngre og meget mere kæreste-agtige par, der sad lidt væk – og på den måde larmede vores ramen-snak endnu mere ligegyldigt.

Men så var maden heldigvis spist (den var vist nok god) og vi skyndte os videre til Vesterbro Vinstue på Istedgade hvor vi bestilte champagne og rødvin, så både vi og stemningen kunne bløde lidt op. Det gjorde vi heldigvis hurtigt. Måske også fordi vi flyttede os helt fysisk fra situationen. Så jeg tog nogle billeder af os hvor vi ikke så sure ud (Foto: Michael stikker mig med en oliven på V-bro Vinstue)

Vi holdt i hånden på vejen hjem og så levede vi on-off lykkeligt til vores dages ende. Men hurra for lorteaftener, for de er jo nød til at være der, så der kan komme nogle super fede nogle bagefter!